Husbygger, ejendomsselskab og erhvervsmand bag stort boligprojekt

150 nye boliger fordelt på rækkehuse, kompakthuse og parcelhuse.
Det er hvad typehusfirmaet Levehuse, ejendomsselskabet Birch Ejendomme og erhvervsmanden Patrick Vogel er gået sammen om at opføre i Gødvad i udkanten af Silkeborg.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Projektets spæde start kom, da Birch Ejendomme købte området for 38 mio. kr. og efterfølgende fik en lokalplan godkendt. Det var i begyndelsen af 2024.
Ejendomsselskabet står nu for 77 rækkehuse og 24 dobbelthuse i området, mens Levehuse udvikler 15 kompakthusgrunde, og Patrick Vogel har overtaget 39 parcelhusgrunde.
- Nogle har kompetencer inden for parcelhuse, andre inden for kompakthuse, og nogle har inden for rækkehuse. Vi kan bygge alt, men det er ikke det, vi vil. Vi er bedst til at lave rækkehusbyggerier, siger adm. direktør i Birch Ejendomme, Lars Bay-Smith, til Midtjyllands Avis om firmaets engagement i boligbyggeriet.
Birch Ejendomme står for at byggemodne hele området samt for at etablere infrastruktur såsom veje og fortove.
De tre aktører fordeler så omkostningerne ud fra antallet af huse, de bygger.