23948sdkhjf

Byggebranchen i kamp for ressourceminimering

Bygge- og anlægsbranchen står for op mod 40 pct. af Danmarks energiforbrug og 35 pct. af alt affald. Alligevel har man i mange år haft meget lidt indsigt i, hvad der rent faktisk forbruges – og spildes – på den enkelte byggeplads. Det skal et nyt ConTech Lab-pionerprojekt ændre på.

Hos ConTech Lab, der er en fælles udviklingsplatform for hele byggeriets værdikæde, arbejder man nu målrettet med at skabe fælles standarder, realtidsdata og konkrete metoder til at måle og minimere ressourceforbrug på byggepladsen.

“Vi har i mange år talt om materialernes klimaaftryk – men selve byggeprocessen har vi næsten ikke målt på. Det gør vi nu. For det, der bliver målt, kan også styres,” siger Christina Hvid, adm. direktør i Molio og ConTech Lab.

Hun påpeger, at der i pionerprojektet er tale om et samarbejde mellem ConTech Lab og MT Højgaard Danmark, Pihl & Søn A/S, CG Jensen A/S, Enemærke & Petersen a/s, Per Aarsleff A/S, BUILD - Department of the Built Environment, FORCE Technology, Rådet for bæredygtigt byggeri, Xtellio og SiteHub.

Fra skøn til viden

Selv store entreprenører har ofte kun overblik over, hvad de bestiller – ikke nødvendigvis, hvad de forbruger i praksis. Ekstra materialer bestilles “for en sikkerheds skyld”, affugtere, energikanoner og varmeblæsere kører unødigt meget, og strømforbruget er højt også, når der ikke er aktivitet.

”Vi ser igen og igen, at byggepladser bruger ressourcer på tidspunkter, hvor det ikke giver mening. Fx har vi set nogle gange, at der er blevet brugt mere strøm, når der ikke var aktivitet på byggepladsen, end når der var aktivitet. Men når man aldrig har målt det, opdager man det heller ikke,” fortæller Christina Hvid.

En af de store udfordringer i branchen har været, at dokumentation af ressourceforbrug i dag ofte sker manuelt – fx ved at indsamle vejesedler fra affaldsmodtagere og fakturaer for energiforbrug. Det gør det svært at opdage uhensigtsmæssigt forbrug og reagere i tide. Tre ud af fire entreprenører oplever det som tidskrævende, og mange stiller spørgsmålstegn ved, om det kan betale sig økonomisk. Her ligger en central barriere, som projektet forsøger at bryde ned.

10 byggepladser og fem entreprenører går forrest

Det aktuelle projekt, støttet af Energistyrelsens EUDP-program, involverer 10 byggepladser og 5 entreprenører. Her testes alt fra sensorer og ‘wastecams’ til digitale dashboards, der i realtid kan vise el-, vand- og brændstofforbrug. Målet er at finde ud af, hvad der virker – og hvor man får mest effekt for indsatsen.

“Nogle gange handler det ikke om at opfinde nyt. Vi tester også teknologi og software fra andre brancher – men tilpasser den byggeriets virkelighed,” forklarer Christina Hvid.

Teknologileverandører, vidensinstitutioner og praktikere samarbejder på tværs, og resultaterne dokumenteres og videreformidles løbende i form af guides, webinarer og workshops. Blandt andet er en guide til entreprenørerne netop udgivet med praktiske målepunkter og anbefalinger. Derudover stilles der ”Gode råd til håndværkeren” til rådighed, hvor der gives konkrete tips til at reducere affald, energiforbrug og CO₂-udledning i praksis.

Fælles sprog skal sætte retning

Et af hovedproblemerne i dag er, at data ikke er sammenlignelige. Hver virksomhed bruger sin egen metode og sit eget system – og derfor er det næsten umuligt at benchmarke på tværs. Dermed mister branchen både læring og potentiale for skalering.

Christina Hvid ser derfor et stort behov for at etablere et fælles datasprog. Det skal gøre det muligt for bygherrer, entreprenører, leverandører og myndigheder at arbejde ud fra de samme målemetoder og parametre.

“Hvis man ikke ved, hvad status er, ved man heller ikke, hvad man kan kræve. Mange bygherrer vil gerne stille krav om CO₂-aftryk eller ressourceoptimering – men de ved ikke, hvad der er realistisk. Derfor skal vi først blive enige om, hvordan vi måler det.”

Nye vaner og inspiration fra udlandet

Men det handler ikke kun om teknologi. Det handler også om vaner.

”Det er som at prøve en ny opskrift i køkkenet. Første gang kigger du i opskriften hele tiden. Men efterhånden bliver det en vane,” siger Christina Hvid.

Vi har i mange år talt om materialernes klimaaftryk – men selve byggeprocessen har vi næsten ikke målt på. Det gør vi nu. For det, der bliver målt, kan også styres. Christina Hvid, adm. direktør i Molio og ConTech Lab.

ConTech Lab arbejder derfor ikke kun med tekniske løsninger, men også med at understøtte en kulturændring i branchen. Det skal være nemt og meningsfuldt at tage de grønne og digitale skridt.

”Vi gør det ikke for at besværliggøre arbejdet. Tværtimod. Vi gør det for at gøre det lettere at træffe de gode valg. Og for at vise, at de virker.”

Projektet bygger også på erfaringer fra lande som Holland, hvor materialepas og cirkulær dokumentation er udbredt, og Norge, som har arbejdet længe med fossilfrie byggepladser.

”Vi starter ikke fra nul. Vi bygger videre på andres erfaringer og tilpasser dem vores danske kontekst. Det er sund fornuft,” siger Hvid.

Men endnu er der ingen, der har den fulde opskrift. Alle lande eksperimenterer stadig – og derfor er videndeling og fælles læring centralt.

Mod en ny byggelogik

Hvis byggeriet skal bidrage til at nå klimamålene, er det ikke nok at kigge på materialernes aftryk. Man skal altså også måle og styre selve processen. Med projektet håber ConTech Lab at etablere nye standarder og nye vaner, så hele branchen – også de mindre aktører – får lettere ved at arbejde datadrevet og målrettet med ressourceoptimering.

Projektet løber frem til december 2025 og har som ambition at stille benchmark-data til rådighed for hele branchen og øge værdien af ESG- og LCA-dokumentation. Samtidig er målet at sikre, at resultaterne forankres i bygherrers krav, i certificeringer og i fremtidige opdateringer af bygningsreglementet.

Og det haster, mener Christina Hvid.

”Vi kan ikke vente på, at reguleringen løser det her alene. Branchen må selv tage ejerskab – og vi vil gerne være med til at vise vejen.”

Projektet kører frem til udgangen af 2025, men resultaterne rulles løbende ud.

Om ConTech Lab

ConTech Lab blev etableret af Molio i 2021 i samarbejde med Industriens Fond og Realdania.

ConTech Lab er byggebranchens fælles udviklingsplatform, hvor byggeriets virksomheder sammen kan udvikle og eksperimentere med nye måder at benytte data, digitalisering og teknologi på til at skabe fremtidens byggeri – et mere bæredygtigt og produktivt byggeri. Her deles al viden og læring, så det kommer hele branchen til gode.

I dag finansieres ConTech Lab af Industriens Fond, Realdania, Knud Højgaards Fond, Rambøll Fonden og Molio - byggeriets videnscenter.

Artiklen er en del af temaet Bæredygtighed.

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078