Halmbaserede vægsystemer kan nu produceres i stor skala
"Halm er ikke længere noget, der kun hører hjemme i romantiske selvbyggerhuse. Det her er et højtydende, strukturelt vægsystem med lavt klimaaftryk, høj isoleringsevne og fuld dokumentation,” siger Lars Keller i EcoCocon.
Virksomhedens vægelementer består af trækassetter fyldt med komprimeret halm. De leveres klar til montage – tilpasset det specifikke projekt og genererer dermed ikke affald og kræver hverken efterisolering eller kemiske tilsætningsstoffer såsom brandhæmmere.
EcoCocon har leveret vægsystemet til 13 rækkehuse i projektet Søbredden i Brøndby Kirkebjerg Søpark – i samarbejde med AKF og som en del af 4 til 1 Planet-initiativet. Men det er blot ét af mange projekter. Virksomheden leverer pt til et 115.000 m² logistikcenter i Holland tegnet af Henning Larsen, til boligbyggerier i Fælledby, Malmø og Aalborg – i samarbejde med store aktører som PensionDanmark og PKA.
Vi er kommet dertil, hvor vi kan levere i stor skala til den professionelle del af byggebranchen. Med en ny automatiseret produktion i Slovakiet er EcoCocon nu i stand til at levere store volumener til store projekter Lars Keller, EcoCocon
"Vi er kommet dertil, hvor vi kan levere i stor skala til den professionelle del af byggebranchen. Med en ny automatiseret produktion i Slovakiet er EcoCocon nu i stand til at levere store volumener til store projekter,” understreger Lars Keller.
Bæredygtighed og dokumentation
EcoCocons vægsystem har gennemgået både brandtest (fx REI 45 uden beklædning og REI 120 med 25mm lerpuds) og opnået præaccepterede løsninger. Det er fuldt dokumenteret med EPD, LCA og BIM-objekter til Revit og AutoCAD. Materialet fremgår af SBI-anvisning 280 og har en lambda-værdi svarende til isoleringsklasse 48.
"Vi har fjernet barrierer således at halm i dag er et højteknologisk produkt med lav miljøpåvirkning og høj arkitektonisk frihed. Det er fleksibelt at designe med og nemt at montere på pladsen," fortæller Lars Keller.
En af styrkerne ved EcoCocons vægsystem er materialets negative klimaaftryk i fase A1-3 i LCA-regnskabet. Halm er et restprodukt fra landbruget og kræver minimal energi at bearbejde. Samtidig lagres betydelige mængder CO₂ i selve vægkonstruktionen – dette helt uden brug af brandhæmmere eller varme i produktionen.
Lars Keller henviser til tal fra Realdania og BUILD, der viser, at 10-20 % af Danmarks årlige halmhøst er tilstrækkeligt til årligt at erstatte al ydervægsisolering - og denne halmvækst trækker lige så meget CO₂ ud af atmosfæren, som den danske betonindustri årligt udleder.
Fremtiden er biogen – også i stor skala
EcoCocon oplever en tydelig stigning i interessen for biobaserede løsninger – især drevet af EU’s taksonomi og skærpede reduktionskrav til CO₂-udledning i Danmark. Og det er ikke længere kun idealister, men også de store aktører, som pensionskasser og det offentlige, der går forrest.
"Det er nu også en bevægelse oppefra og ned. Når de store spillere begynder at stille krav, så følger resten af værdikæden efter. Derfor tror vi på, at det her kun er begyndelsen," siger Lars Keller.
Han tilføjer, at man nu nøje vil se på erfaringerne fra den fuldautomatiske fabrik i Slovakiet og på mulighederne for at etablere en tilsvarende fabrik i Danmark.
"Både videnskab og nu også politik peger i denne retning. Der skal bygges mere sundt, ansvarligt og med materialer, der ikke bare minimerer skade, men som aktivt bidrager positivt til klima og miljø," siger Lars Keller.
Om EcoCocon
EcoCocon blev grundlagt ud fra ønsket om at finde en måde at skabe ægte og økonomisk overkommelige vugge til vugge-bygninger. Bygninger, lavet af fornybare materialer, som holder i generationer, før de kan returneres sikkert til naturen efter brug. Bygninger, som indeholder sunde, lokale materialer og efterlader et minimalt økologisk fodaftryk.