Udbud: Afsætter 130 millioner til moderniseringer i plejehjem

I fremtiden vil der ikke være nok plads til det stigende antal demensramte borgere.
Derfor har Odense Byråd den 12. marts godkendt den første pengepulje, der skal være med til at løse kapacitetsproblemet.
Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
I første omgang drejer det sig om 130 mio. kr., der skal bruges til at modernisere de eksisterende 20 plejehjem i kommunen, derudover har man planer om at bygge 1-2 nye plejehjem.
Udbud og udførelse går i gang i foråret 2025.
1,8 mia. kr. til velfærd
Pengene kommer fra projektet "Velfærdens Fundament", hvor Odense Kommune har afsat 1,8 mia. kr. til at forbedre velfærdens fysiske rammer frem mod 2030.
Alzheimerforeningen vurderer, at andelen af plejehjemsbeboere med demens ligger på 65-80 pct., og tallet forventes at stige yderligere de kommende år.
Derfor skal indretningen af de nye plejehjem i høj grad tilpasses til netop de demensramte.
- Vi ved, at indretningen på plejehjemmene har afgørende betydning for beboernes trivsel og livskvalitet - særligt for dem med demens. Derfor går vi nu i gang med at gøre alle vores plejehjem demensvenlige, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel i pressemeddelelsen.
De plejehjem, der er mindst demensegnede, får tildelt flest midler og vil blive moderniseret først.