Ejendomsudvikler har ny ejendomsdirektør på plads
Projekt- og udviklingsselskabet AKF har hyret Louise Hertz som ny ejendomsdirektør. I den nye rolle får hun være med til at drive selskabets ejendomsportefølje:
- En ejendomsportefølje skal ikke alene driftes og vedligeholdes – den skal også udvikles med fokus på værdiskabelse, så den løbende matcher både brugernes behov og fremtidens krav til drift og bæredygtighed, udtaler Louise Hertz i en pressemeddelelse.
Med ansvaret for drifts-, renoverings, administrations- og asset management-afdelingen skal Louise Hertz være med til at sikre, at AKF's ejendomme fungerer og udvikles med et langsigtet perspektiv.
Louise Hertz' erfaring i ejendomsbranchen tæller roller som landechef for Patrizia Danmark og senest som senior asset manager hos Capital Investment.
AKF har et mål om, at værdien af selskabets investeringsejendomme - ikke medregnet udviklingsprojekter - skal være 7,5 mio. kr. i 2025 mod 5,4 mia. kr. i 2023.
I 2025 sigter selskabet også mod en ejendomsporteføjle på 500.000 kvm. I 2023 rådede AKF over ca 235.000 kvm.