Smart teknologi spotter hullerne i vejen i sjællandsk kommune
Selvom det i det store verdensbillede hører til petitesserne, er huller i asfalten en af de små hverdagsirritationer, der kan fylde meget på den daglige cykel- eller køretur.
Men i Faxe Kommune har man taget et særligt teknologisk middel i brug, der skal gøre det lettere for kommunens asfaltarbejderne at komme hullerne til livs.
Et AI-system kaldet Pluto er blevet implementeret, og det skal hjælpe medarbejderne med at identificere og reparere huller i vejene.
Det er TV 2 Øst, der har historien.
Ifølge Jørgen Veisig, der er chef for Center for Ejendomme i Faxe Kommune, har det gjort det daglige arbejde nemmere og hurtigere.
- Pluto kan vurdere, hvilke skader der er mest kritiske og skal repareres først, hvilket gør vores arbejde mere effektivt, siger han til TV 2 Øst.
Pluto-systemet, som kommunen for første gang tog i brug i 2023, bruger avancerede kameraer monteret i kommunens køretøjer til at registrere vejskader, hvilket gør processen hurtigere og mere effektiv end den tidligere manuelle metode. Kameraerne scanner vejene og sender dataene til en central server, hvor AI-algoritmer analyserer billederne og identificerer skaderne.
Herefter sendes informationen videre til vejvedligeholdelsesteamet, som hurtigt kan rykke ud og reparere skaderne.
Systemet er en del af en større digitaliseringsstrategi i Faxe Kommune, der har til formål at forbedre kommunens service og effektivitet ved hjælp af moderne teknologi.
Siden implementeringen har den kunstige intelligens endnu ikke lavet fejl i hul-spotteriet eller indberetningerne, er meldingen fra kommunens tilsynsførende.
Artiklen er en del af temaet AI i byggeriet .