23948sdkhjf

Sag om skandaleramt højhusbyggeri går ind i ny fase

Byggeriet af Njals Tårn har de sidste fire år stået stille. Snart er vi klogere på, om højhuset er klar til at blive bygget færdigt eller skal rives ned

Siden den 18. september 2020 har opførslen af det 86 meter høje Njals Tårn på Islands Brygge stået stille, men nu tyder noget på, at vi snart bliver klogere på, hvad der skal ske med det skandaleramte tårn.

En længeventet rapport - der skal redegøre for netop bygningens tilstand - er nemlig landet på skrivebordet hos en ekstern rådgiver, der skal gennemgå den, inden den bliver sendt til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Næste skridt er dermed en endelig dom af, om resten af højhuset er klar til at blive bygget færdigt eller skal rives ned.

- Det er rigtig rart, at der sker noget, og der er fremskridt i sagen. Det er jo uholdbart for alle, at der står sådan et tårn, som man ikke lige ved, hvad der skal ske med, siger Niels E. Bjerrum (S), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, til TV 2 Kosmopol.

Tårnet skulle oprindeligt have stået færdigt i sommeren 2023, men i slutningen af 2024 rager det stadig halvfærdigt i vejret.

Byggeriet har nemlig været ramt af den ene skandale efter den anden. Det hele tog sin begyndelse i februar 2020, da et anonymt tip dumpede ind hos både Københavns overborgmester og kommunens teknik- og miljøborgmester.

Tippet gik på, at betonen i højhusets bærende bundplade dels var fremstillet på et ikke-certificeret værk og dels, at den var svag, ustabil - og præget af store revner.

Undersøgelser bekræftede senere mistanken, byggeriet blev sat i bero, og entreprenøren Bach Gruppen blev politianmeldt. Senere kom det frem, at politiet ikke rejste tiltale i sagen, og selvom fundamentet blev forstærket, blev der ikke bygget yderligere på tårnet.

For Københavns Kommune ønskede en undersøgelse af de bærende søjler, der strækker sig op gennem bygningen, og her har den samlede rapport lade vente på sig. Men nu er rapport så færdig, at den er landet hos kommunens eksterne rådgiver.

I et notat fra Teknik og Miljøforvaltningen fremgår det, at "ansøger, ansøgers rådgivere, kontrollant og forvaltningens eksterne rådgivere er enige om beregningsmetoder, der indgår i den endelige rapport".

"Ansøger har oplyst, at eneste udestående, før den endelige rapport kan afleveres til forvaltningen er, at en ekstern rådgiver gennemgår beregningsmetoderne i den endelige rapport", står der videre i notatet.

Socialdemokratiets Niels E. Bjerrum håber da også, at både han og borgerne i København snart bliver klogere.

- Jeg forventer, at man i forvaltningens arbejde (som påbegyndes, når den modtager rapporten, red.) er grundig til at vurdere og lave en sag til os politikere. Skal man annullere det stop for byggeriet, der har stået på i rigtig mange år, eller skal det hele rives ned? Det er den vurdering, der skal laves, når vi får en sag fra forvaltningen, siger han til TV 2 Kosmopol.

Artiklen er en del af temaet Betonskandalen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078