Vær OBS på bygningers lave luftfugtighed om vinteren
Har du tænkt over, at du lukker meget tør luft ind i din bolig og på kontoret, når du lufter ud om vinteren?
”Bakterier stortrives i miljøer med luftfugtighed under 40 procent, mens luftfugtighed på mellem 40-60 procent har nedbrydende effekt på luftbåren virus. Hvis en person nyser i nærheden af dig ved 20-30 procents luftfugtighed, har viruspartiklerne frit spil helt op til 8 meter, fordi der er få aerosoler i luften til at fange bakterierne, som i stedet flyver direkte imod dig. Den tørre luft gør også øjne og slimhinder tørre og får os til at hoste og harke,” fortæller sales engineer i Condair, Brian Spliid.
Virksomheder opnår bedre indeklima på arbejdspladserne ved at regulere fugten i luften til optimalt niveau både sommer og især vinter, når reguleringsbehovet er størst. På den måde vil de nedbringe sygefraværet blandt medarbejdere. Brian Spliid, sales engineer, Condair
Condair producerer udstyr til at be- og affugte samt regulere luftfugtighedsniveauer i boliger, virksomheder og institutioner. Be- og affugtning kombineret giver klimastyring, der sigter mod at skabe den optimale luftfugtighed i et rum uanset årstid og temperatur udenfor.
Den kolde luft om vinteren gør, at luftfugtigheden indendørs ofte ligger på 20-30 procent, mens Condair anbefaler en indendørs fugtighed på mindst 40 og – gerne 60 – procent.
”Varm luft om sommeren kan have et højere vandindhold end kold luft, der derfor er tørrere og om vinteren kan give for eksempel kontormiljøer med mange mennesker på et lille område store udfordringer med indeklimaet. Ventilation suger CO2 ud og sender frisk luft retur, men om vinteren er den luft tør, for langt de fleste tænker netop ikke over befugtning. Vi mennesker opholder os 90 procent af tiden indendørs, og derfor er et optimalt indeklima vigtigt at have fokus på,” siger Brian Spliid.
Luftfugtighed indgår specifikt i BR 18’s reglement om ventilation. Condair opfordrer bygherrer, entreprenører, arkitekter og især rådgivende ingeniører til at sætte ”luftfugtighed” på som et vigtigt punkt for byggeprojekter.
”De bygger mondæne kontormiljøer til mange millioner med flot design, smukke vinduespartier og god ventilation, men luftfugtigheden overser de ofte, så indeklimaet bliver svært for mennesker at trives i. Bliver vi inddraget tidligere i nybyggerier, kan vi skabe gode løsninger på forkant, men ofte kommer vi først ind, når en bygning står færdig, og indeklimaet halter. Så skal vi re-kalkulere en løsning, der medfører ombygninger for at tilpasse anlægget til bygningen i stedet for at skabe den optimale løsning fra begyndelsen, som vil være nemmere, bedre og billigere,” påpeger Brian Spliid.
På museer er de opmærksomme på luftfugtigheden af hensyn til de udstillede genstande, lige som medicinalindustrien har taget til sig at sikre faste rammer med den samme, stabile luftfugtighed.
”Museernes fokus skyldes, at de vil beskytte døde ting og ikke mennesker. Medicinalvirksomhederne har fokus på indeklimaet, fordi luftfugtighed og temperatur i laboratorier og renrum skal ligge stabilt, så resultater af tests og prøver kan sammenlignes. Luftfugtighed bør dog have opmærksomhed i virksomheder på tværs af brancher, daginstitutioner, skoler og andre steder.
Tænk for eksempel på, hvor meget ældre på plejehjem opholder sig indendørs – især om vinteren,” siger Brian Spliid.
Han fortæller dog, at den prås er gået op for en del arbejdsgivere, som ønsker stabil luftfugtighed på deres arbejdspladser, fordi den betyder bedre indeklima, mindre sygefravær og højere effektivitet og produktivitet.
”De ved, at de opnår bedre indeklima på arbejdspladserne ved at regulere fugten i luften til optimalt niveau både sommer og især vinter, når reguleringsbehovet er størst. På den måde vil de nedbringe sygefraværet blandt medarbejdere, der ofte smitter hinanden på kontorerne, når vinterluften er for tør,” siger Brian Spliid.
FAKTA
Condair producerer avancerede systemer og anlæg til regulering af luftfugtighed og er specialiseret i be- og affugtning, evaporativ køling og måleinstrumenter til professionel brug i en række brancher.
Koncernen har hovedkontor i Schweiz. I Danmark er Condair A/S i Ry og Slagelse.
Condair leverer køling og luftbefugtning til Facebooks datacentre i Danmark og Sverige. Desuden tæller virksomheden Danfoss, Novo Nordisk, Siemens, IKEA, ARoS, Arken, Arla og Jydsk Aluminium Industri blandt sine kunder.
Kilde: Condair