23948sdkhjf

Strøm sikrer den effektive logistik

Køge får endnu et logistikcenter – med det nye NREP Logicenter. Opgaven med etablering og styring af bl.a. lys og varme ligger trygt hos Rask El Service ApS.

Siden midten af juni måned har Rask El Service ApS har haft deres faste gang på byggepladsen for det nye NREP Logicenter i Køge. I gennemsnit har to-fire elektrikere varetaget opgaverne og har sørget for gradvist at komme i mål med den opgave, man har budt ind på. Det handler om alt elarbejde – herunder etablering af ABA-anlæg (automatisk brandalarmeringsanlæg), tonevarslingsanlæg, lysinstallationer og styring af varmesystemet. Man forventer at være i mål med opgaven ved udgangen af 2024. “Ud fra projektbeskrivelsen har vi projektereret vores egen el-entreprise. En væsentlig parameter i løsningen er bygherres ønske om en BREEAM-certificering, så her har vi forpligtet os til at dokumentere, at alle vores installationer og færdige levering lever op til kravene i denne certificeringsordning”, siger Mikkel Christensen, overmontør for entrepriser hos Rask El Service ApS. Undervejs i arbejdet skal man løbende fremsende data, så bygherre og totalentreprenør har vished for, at alle data efterlever BREEAM-kravene. 

Miljøet i detaljen
Hos Rask El Service ApS mærker man en markant ændring på de store entrepriseopgaver: miljøaspekterne af byggeprocessen fylder virkelig meget. Og hvor man tidligere i højere grad så på byggepladsen som en helhed og trak data på det, går man nu meget mere detaljeret til værks. “I dag skal vi kunne isolere de enkelte dele af byggepladsen, så man helt konkret kan spore energiforbruget på enkelte, isolerede dele eller projekter på pladsen f.eks. strømforbruget i en skurby eller forbruget for det blandingsanlæg, der bliver brugt til at støbe betongulvet”, siger Mikkel Christensen. Fordelen er, at man hurtigt og præcist kan slå ned, hvis et strømforbrug ligger over niveau ét sted. På den måde er det nemmere og hurtigere at spore de steder, hvor et forbrug ikke modsvarer forventninger og dermed belaster dokumentationen i forhold til den BREEAM-miljøcertificering, man ønsker for byggeriet. 

I dag skal vi kunne isolere de enkelte dele af byggepladsen, så man helt konkret kan spore energiforbruget dér Mikkel Christensen, overmontør for entrepriser hos Rask El Service ApS.

20 affaldskategorier
Udover muligheden for at isolere og spore et energiforbrug til enkelte lokationer og områder på den store byggeplads har et område som affaldssorteringen også ændret sig. Der affaldssorteres langt mere nu. “Meget grundig affaldssortering er blevet et krav - på tværs af de forskellige miljøcertificeringer. På dette byggeri har vi haft i nærheden af 20 forskellige kategorier til sortering af byggeaffaldet f.eks. er plast blevet sorteret i adskillige varianter af plast. Det nærmer sig, at vi sorterer søm og skruer for sig. Det er kravene, når bæredygtigt byggeri skal certificeres”, slutter Mikkel Christensen. Udover BREEAM har Rask El Service ApS også afleveret DGNB og Svanemærkede byggerier.

FAKTA

Rask El Service ApS, der blev etableret i 1999, er en større el-installationsvirksomhed fra Nykøbing Falster og Maribo. Kunderne er i stor udstrækning servicekunder med en stigende del entreprisekunder og industrikunder på hele Sjælland. Firmaet har 65 egne ansatte, men på entrepriseopgaver og større projekter samarbejder man ofte med andre el-installatører. Virksomheden blev etableret af Søren Rask. I indeværende år har man gennemført et generationsskifte, og stafetten er nu videregivet til den mangeårige medarbejder, Jacob Golddeck – med Lars Filtenborg som ny partner.

Artiklen er en del af temaet Bæredygtighed.

RASK EL-SERVICE ApS
RASK EL-SERVICE ApS
Gasværksvej 10
Danmark
CVR nummer: DK20747994

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.19