23948sdkhjf

Flyvninger fra problemramt lufthavn i Nuuk pauses yderligere to uger

Internationale flyvninger fra og til lufthavnen i Nuuk bliver suspenderet yderligere to uger på grund af fejl

Et af Grønlands største infrastrukturprojekter med at etablere en ny lufthavnsterminal og en 2200 meter lang landingsbane i Nuuk Lufthavn er igen ramt af problemer.

Fejl og mangler i sikkerhedsniveauet i den nye terminal betyder, at internationale flyvninger er suspenderet yderligere to uger.

Det oplyser Greenland Airports til det grønlandske medie Sermitsiaq.

Trafikstyrelsen havde ellers i midten af juni godkendt, at den nye lufthavnsterminal levede op til reglerne for luftfartssikkerhed.

De efterfølgende måneder skulle styrelsen godkende en række andre sikkerhedsforhold. Ved et kontrolbesøg i lufthavnen i midten af august valgte Trafikstyrelsen dog midlertidigt at suspendere internationale flyvninger, da der var fundet en række fejl og mangler.

Greenland Airports sagde til Sermitsiaq i den forbindelse, at det var forventet, at problemerne ville blive løst inden for enkelte dage og ikke uger. Mandag er beskeden så en anden.

- Det skyldes blandt andet, at nogle af de påkrævede udbedringer kræver ekspertise, der er lidt længere tid om at komme frem, forklarer Greenland Airports i en pressemeddelelse mandag ifølge Sermitsiaq.

Som det ser ud på nuværende tidspunkt er det fortsat forventningen, at den nye landingsbane på 2200 meter kan blive taget i brug 28. november i år.

Når banen er i brug vil det for første gang være muligt for den grønlandske hovedstad, Nuuk, at modtage større fly direkte fra København, Europa og resten af verden.

Hvis man på nuværende tidspunkt vil flyve fra København til Nuuk, skal man flyve via byen Kangerlussuaq.

Arbejdet med den nye terminal og landingsbane har ramt flere bump på vejen. Foruden Trafikstyrelsens fund af fejl og mangler har brandmyndigheder blandt andet også gjort anmærkninger i forbindelse med arbejdet.

Etableringen af den nye terminal i Nuuk Lufthavn er blot en del af Grønlands store infrastrukturprojekter, som blev sat i gang sideløbende.

Både i Nuuk og Ilulissat anlægger Greenland Airports nye og længere landingsbaner, der skal kunne modtage transatlantiske jetfly. Det var intentionen, at begge baner skulle stå færdige i 2024.

Men projektet med lufthavnen i Ilulissat har også været ramt af problemer, som har udskudt projektet af flere omgange. I december sidste år blev åbningen af lufthavnen udskudt til 2025.

Og i maj måtte man så erkende, at det heller ikke kunne nås. Derfor forventes lufthavnen på nuværende tidspunkt først at åbne i 2026.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109