Statsadvokat dropper sag om bestikkelse i Udenrigsministeriet
Fire mænd slipper for at skulle møde i retten i en sag, hvor de var tiltalt for bestikkelse. Statsadvokaten oplyser nemlig, at sagen er blevet påtaleopgivet.
Tre af mændene var som ansatte i elinstallationsselskabet Kemp & Lauritzen tiltalt for at have bestukket sagens fjerde tiltalte, en ansat i Udenrigsministeriet.
I anklageskriftet, der er dateret til juni 2021, lød det, at det var anklagemyndighedens opfattelse, at bestikkelsen skete på flere tidspunkter i 2016 og 2017.
Blandt andet lyder det i den nu opgivne tiltale, at den ansatte i Udenrigsministeriet fik et måltid på restauranten Mielcke & Hurtigkarl på Frederiksberg til en værdi af 12.630 kroner.
I anklageskriftet lød det, at den ansatte i Udenrigsministeriet fik middagen med det formål, at han skulle yde indflydelse på Kemp & Lauritzens arbejdsopgaver i Udenrigsministeriet eller på anden måde fremme virksomhedens økonomiske interesser i ministeriet.
Anklagemyndigheden oplyser til Ritzau, at påtaleopgivelsen er sket, efter at Statsadvokaten i København har lavet en grundig gennemgang af sagens beviser.
Sagen blev påtaleopgivet 20. december 2024.
Begrebet påtaleopgivelse dækker over, at en sag opgives, fordi anklagemyndigheden ikke mener, at der er tilstrækkeligt bevis til, at en person kan dømmes.
De tre ansatte i Kemp & Lauritzen var tiltalt efter straffelovens paragraf 122, der handler om at yde bestikkelse. Den ansatte i Udenrigsministeriet var tiltalt efter straffelovens paragraf 144, der handler om at tage imod bestikkelse.
Advokater for to af de tidligere tiltalte ønsker ikke at kommentere påtaleopgivelsen, mens advokaten for de resterende to tiltalte tirsdag eftermiddag ikke er vendt tilbage på Ritzaus henvendelse.
/ritzau/