100 ton sten skal hjælpe nødlidende dyr i Køge Bugt
Fisk, krebsdyr og planter i Køge Bugt får tiltrængt hjælp. Et kommende stenrev skal bruges til at genoprette dyre- og plantelivet.
Til formålet har Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, sendt lastbiler med cirka 100 ton store sten mod Køge Bugt. Stenene skal være med til at styrke biodiversiteten og fiskebestanden i bugten.
Forskning fra DTU Aqua viser, at stenrev skaber muligheder for tangskov og giver flere levesteder til fisk. Stenene og tangskoven er et skjulested for fisk, og samtidig er det ofte et godt sted at søge føde, fordi mange smådyr lever mellem stenene og i tangskoven.
Det er foreningen Køge Bugt Stenrev, som er i gang med at etablere stenrev.
- Livet i Køge Bugt har gennem mange år haft det svært på grund af blandt andet udledning af kvælstof og råstofindvinding. Derfor har jeg taget initiativ til at oprette stenrev, fordi de er levested for mange livsformer i havet som fisk, krebsdyr og planter som tang, siger formand Allan Scheller i en pressemeddelelse.
Sten fra gravearbejde
Foreningen blev dannet i 2020 og arbejder tæt sammen med DTU, Øresundsakvariet og en række lokale kommuner. Målet er at oprette ni stenrev i Køge Bugt. De har brug for 2.600 ton sten i alt, før missionen er fuldført.
Hofor undersøger derfor muligheden for at bidrage med flere sten fremover.
- Vi har en lang række gravearbejder planlagt de kommende år, og derfor vil vi have mulighed for at bidrage mere til Køge Bugt, fortæller Thomas Behrendt Klinggaard, der er medarbejder hos Hofor og tog intiativ til at donere stenene til foreningen.
Stenene stammede fra et gravearbejde i forbindelse med et kommende vandværk.
Hofor har også planer om at etablere kunstige stenrev rundt om vindmøllefundamenterne på Aflandshage Vindmøllepark i Øresund, hvis der bliver grønt lys til at opføre parken. Den vil ifølge forsyningsselskabet kunne producere grøn strøm svarende til 300.000 husstande i hovedstadsområdet.