Kystsikring fra vest til øst med stor rækkevidde
VG Entreprenør A/S har udvidet maskinparken med en specialbygget Hitachi med Super Long Front. Gravemaskinen kan arbejde på store vanddybder og håndtere ekstra tunge løft. Den første opgave er at flytte 3.000 tons sten og 6.000 m3 sandmaterialer.
Hitachi ZX490LCH-7 HE16LD er den første 50 tons maskine af sin art i Europa. Som de fleste andre af VG's maskiner er den fremstillet specielt til den type opgaver, som VG har specialiseret sig i – havneanlæg og kystsikring. Administrerende direktør Uffe Larsen fra VG Entreprenør A/S fortæller i en pressemeddelelse om valget:
– Vi er en meget specialiseret virksomhed og definerer klare krav til vores materiel. Vi spørger de forskellige importører, og her kom H.P. Entreprenørmaskiner bedst ud med deres Hitachi ZX490LCH-7'er med Super Long Front. Vi har i forvejen flere Hitachi gravemaskiner lige fra 5- til 7-serien, så vi ved, at det fungerer med H.P. Entreprenørmaskiner som leverandør og partner.
Afgørende rækkevidde
– Rækkevidden er afgørende for os, for vi arbejder på store vanddybder og med stadigt større sten til kystsikring og opbygning af moler. Derudover kræver vi robust teknologi til ubrudt drift og har selv to servicemontører til at varetage service og reparationer. Her hjælper HPE med backup, fjernaflæsning af maskinerne via Hitachi Global e-service og månedlige rapporter over driften.
Maskinen er kastet direkte ud i en opgave på Søndre Havn i Køge med at flytte 3.000 tons sten og 6.000 m3 sandmaterialer. Projektet skal bidrage til at sikre 500 boliger mod oversvømmelse og er en del af byudviklingsprojektet Køge Kyst masterplan, der skal skabe bedre sammenhæng mellem by og havn. Bygherren for det ambitiøse projekt, der løber helt frem til 2030 og omfatter i alt 24 hektar, er Køge Kyst P/S.
Støjsvag og ergonomisk
Niels Erik Christoffersen har været maskinfører hos VG i mere end 20 år. Han har kørt i mange forskellige maskiner, men siger om hans nye Hitachi:
– Den helt store forskel er komforten. Alle knapper og greb sidder bare, hvor de skal i kabinen. Alt er inden for rækkevidde, og det gør altså en kæmpe forskel, når man har lange dage på pladsen. Det samme gælder det gode sæde.
– Så er der støjen. Eller rettere: Den er der ikke. Det utroligt lave støjniveau var noget af det første, jeg lagde mærke til med den nye maskine, og det er også en stor fordel. Husk på, at vi kører 10 timer om dagen på opgaver som denne her i Køge Havn, og så er det rart, at ørerne ikke bliver overbelastet.
Den nye Hitachi har en rækkevidde på cirka 17 meter, men kan gøres meget kompakt, når den skal transporteres. Maskinen kan populært sagt 'krølles' helt sammen, hvilket minimerer behovet for afmontering af arm og tilbehør. Det sparer kostbar tid i en travl hverdag med deadlines.
Står ikke stille
For en specialiseret virksomhed som VG Entreprenør A/S er opgaverne geografisk meget spredt og kan foregå i alle verdenshjørner. Virksomheden har base i Lemvig, men udfører opgaver overalt i Danmark, og med den nye maskine er man endnu bedre rustet til at byde ind på alle de opgaver, hvor land møder vand.
50 ton Hitachi
- Modelnummer: ZX490LCH-7 HE16LD
- Normeret motoreffekt: 270 kW (ISO 9249)
- Arbejdsvægt: 52.300 kg
- Rækkevidde: 17 m
H.P. Entreprenørmaskiner A/S
Adm. direktør Uffe Larsen fortæller:
– Lige nu følger vi tæt, hvad der sker med flere store opgaver, der er i projektfasen. Det er spændende projekter, hvor vi som en del af Aarsleff-koncernen håber at hente opgaver i de kommende år. Vi har forholdsvis mange emner i pipelinen, så den nye Hitachi får ikke lov til at stå stille, og der skal regnes flittigt på tilbud hen over sommeren.