Klimakrav skærper fokus på energioptimering
Vel Køleteknik i Slagelse er specialister i køleanlæg, frost- og indfrysningsrum og varmepumper. Her har man travlt i lyset af de skærpede klimakrav fra både EU og dansk lovgivning.
”Vi oplever stor efterspørgsel på luft-til-luft og lufttil-vand varmepumper - herunder varmepumper eller køleanlæg, hvor man anvender CO₂ til opvarmning eller nedkøling. Der er en udfasning i gang af miljøskadelige kølemidler med høj GWP-faktor, og her er CO₂ kendetegnet af en meget lav GWP-faktor. Det er en teknologi, der er i en lovende udvikling i disse år,” siger Kenny Hansen, projektleder i Vel Køleteknik.
Vel Køleteknik bruger et dansk produceret køleanlæg, der hedder Advansor. I forbindelse med køleanlæg lægges der også meget vægt på effektivt at genanvende den varme, der bliver produceret af køleanlægget. Et af de seneste større projekter, som virksomheden har medvirket i, er Logicenters udvidede logistikfaciliteter i Køge, der skal huse bl.a. en pharmavirksomhed - og her har Vel Køleteknik installeret et Advansor CO₂-anlæg.
”Vi bruger varmen fra køleanlægget til at varme bygningen op med. Det kan selvfølgelig ikke varme bygningen helt op. Men man kan reducere det samlede energiforbrug ved at sikre en effektiv genanvendelse af den varme, som køleanlægget genererer. Hvis man så også laver et solcelleanlæg på taget, som man har gjort her, hvor det leverer strøm til køleanlægget, så har man endnu større mulighed for både at spare penge og reducere miljøpåvirkningen.”
Stigende interesse for stand-alone varmepumper
Især varmepumper mærker Vel Køleteknik en stigende interesse for. Der kommer flere og flere henvendelser fra især logistikejendomme, hvor man ønsker at installere lufttil-luft varmepumper i stedet for centralt styrede varmeanlæg, enten fjernvarme eller gasopvarmning.
”Ofte er det fordi, det er billigere. Med stand-alone varmepumper forskellige steder i bygningen med udedelen på taget og indedelen lige under, så er det effektivt og nemmere, end hvis man laver et centralt styret vandbåret anlæg, der kræver vandrør i hele bygningen. Vi mærker en markant stigning i efterspørgslen efter luft-til-luft varmepumper men også i en vis udstrækning stand-alone luft-til-vand varmepumper.
Interessen kommer ikke mindst fra store logistikejendomme i industriområder, der måske kan have svært ved at få en hurtig tilslutning til fjernvarme,” siger Kenny Hansen.
Vel Køleteknik arbejder også med montering af sandwichpaneler med høj isoleringsevne til vægge. Det omfatter sandwich paneler til bl.a. kølerum, frostrum og brandvægge. Her har Vel Køleteknik også stor erfaring og efterspørgslen kommer især fra pharma og levnedsmiddelbranchen, fordi panelerne er nemme at rengøre.
VEL KØLETEKNIK
Vel Køleteknik ApS er et ISO 9001 certificeret kølefirma. Gennem vores 30 års erfaring I kølebranchen, har vi projekteret og lavet utallige køle, frost og indfrysningsrum. De senere år bliver flere og flere anlæg lavet som CO₂ anlæg, hvilket vi også har stor erfaring indenfor. Vores kerneydelse er udvikling og gennemførelse af byggeprojekter lige fra idéfase til nøglefærdige afleveringer. Til enhver tid individuelt tilpasset byggeri, der opfylder kundernes krav – til arkitektur, funktionalitet, økonomi eller til bæredygtigt byggeri med gode driftsmæssige forudsætninger.