Building Awards Historie

Licitationen afholder hvert år Building Awards, for at fremhæve de virksomheder, projekter og personer, som har sat et mærkbart aftryk på bygge- og anlægsbranchen. Sammen med ledende aktører uddeler vi flere priser i forskellige kategorier, som afspejler de indsatsområder der er vigtige for at sikre en positiv udvikling i fremtidens byggeri.

I Danmark stilles der store krav til hverdagens rammer. Danskerne ønsker gode, trygge boliger med et sundt indeklima og plads til alt det, der skaber værdi i hverdagen. På samme måde stilles der store krav til de institutioner og den infrastruktur, der skal forbinde hele systemet. Estimater lyder på, at klimaudfordringer, urbanisering og befolkningstilvækst betyder, at der frem til 2050 skal bygges lige så meget i verden, som der er bygget i hele verdenshistorien.

 

Et fælles ansvar

Det er en stor opgave, og med store opgaver, følger stort ansvar. Det ansvar hviler på byggebranchens brede skuldre, og kræver at branchen kigger både indad og udad. Presserende klimaudfordringerne gør, at der skal tages stilling til nye miljørigtige løsninger, og bæredygtighed skal indtænkes i hele byggeprocessen.

Presset på byggeriet har derfor aldrig været større, og det gælder både volumen men også kvaliteten af de løsninger, der udvikles. Hele landet er præget af udviklende projekter med nye, spændende løsninger, som har væsentlig og værdiskabende betydning i dagens og fremtidens samfund. Det fortjener mere synlighed, højere værdsættelse og endnu større opbakning.

Når det gælder miljørigtige og bæredygtige løsninger, er den danske bygge- og anlægsbranche i rivende udvikling. Hver dag lægger branchen sig i selen for at optimere processer, forbedre udnyttelsen af ressourcer og levere byggeri og infrastruktur, der lever op til de nyeste krav om bæredygtighed og klimasikring. Resultater, der bedst opnås gennem et stærkt samarbejde mellem branchens aktører.

 

Fællesskabets styrker

I Danmark er vi kendt for fællesskabets stærke resultater. Licitationen ønsker at samle bygge- og anlægsbranchen til en dag i fællesskabets navn med fokus på at fremme samarbejdet på tværs af branchen, profilere dens værdiskabelse i samfundet og hædre de aktører og projekter, der udmærker sig og gør en forskel.

Faglighed, samarbejde og netværk er i højsædet når Licitationen, i samarbejde med ledende aktører i branchen, samler den danske bygge-og anlægsbranche til Building Awards for at hylde og støtte dem, som hver dag leverer de byggesten, der danner rammerne om det gode, danske liv.