Maskinkoncern runder milliarden i Danmark
Det har været et godt år for Zeppelin i Danmark. Caterpillar importøren har haft fremgang på alle hylder. Omsætningen endte samlet set på 1,053 mia. kr. mod 916,5 mio. kr. året før. Bruttofortjenesten steg til 257 mio. kr. mod 211 mio. kr. året før.
Også bundlinjen har fået et skub i den rigtige retning med en fordobling, fra 5,0 mio. kr. i 2021 til 10,5 mio. kr. i 2022.
Cirka halvdelen af den samlede forretning udgør construction-segmentet, altså bygge- og anlæg. Her er det også gået fremad, idet man har mere end halveret underskuddet i 2021 fra -7,0 mio. kr. til -2,5 mio. kr. i 2022.
Power stærkt frem
- Overordnet set er det klart vores Power-division som udgør cirka 40 pct. af vores samlede forretning, der har trukket det store læs. Behovet for generatorer og andet udstyr til forsyning har været stort, og det reflekteres i resultaterne, siger adm. direktør Henrik Stordal til Licitationen Byggeriets Dagblad. Power-divisionen er opdelt i marineaktiviteter, offshore-aktiviteter og landanlæg.
- Også for Construction har det været et godt år. Med ca. halvdelen af den danske koncernomsætning her, har der også her været fremgang, og det gælder faktisk på alle produktområderne. Vi har som alle andre været ramt noget af leveringsproblemer, og det har bremset tingene lidt op. Men vi har til gengæld været effektive, og arbejder smartere, og det har gjort, at vi har kunnet forbedre os resultatmæssigt, siger Henrik Stordal.
Også for Construction har det været et godt år. Med ca. halvdelen af den danske koncernomsætning her, har der også her været fremgang, og det gælder faktisk på alle produktområderne Henrik Stordal, adm. direktør, Zeppelin Danmark
- Vi har fået en del positiv respons på de nye små modeller fra Caterpillar, som vi i 2022 har solgt godt af. Når det gælder de større maskiner, så har vi haft lidt leveringsproblemer på dozere, hvor vi ellers traditionelt er stærke, og det øvrige salg af gravemaskiner og læssemaskiner er gået rigtigt pænt i året, siger han.
Store investeringer
For både 2021 og 2022 gælder det, at Zeppelin Danmark har investeret voldsomt. I 2021 var det 115 mio. kr. og i 2022 blev det til hele 185 mio. kr.
- Der er investeret i hele forretningen, men en væsentlig del af det er Zeppelin Rental. Vi har etableret os med fire afdelinger nu, senest i Hørning ved Aarhus, hvor vi har åbnet en stor afdeling. Vi satser hårdt på at blive en større aktiv spiller i udlejningsmarkedet, siger Henrik Stordal.
Han tilføjer, at man ikke helt har nået målet omsætningsmæssigt, når det kommer til udlejning, men til gengæld har bundlinjen i denne del af den samlede forretning nået budgettet. Når omsætningen ikke helt er nået, skyldes det igen leveringsproblemer.
ERP-system skifte
Koncernen i Danmark, skal i lighed med øvrige dele af koncernen skifte ERP-system. Det er også en investering, som gør, at alle dele af koncernen arbejder i samme SAP-system.
- Som det er nu, har vi flere forskellige systemer, og det er ikke holdbart i længden. Samtidig er det forældet, og derfor er hele Zeppelin-koncernen i gang. Her sidder en arbejdsgruppe på ca. fem personer, der arbejder med det løbende, samt en række superbrugere, der er involveret i et vist omfang. Det er en større proces at skifte økonomisystem, men det skal nok lykkes, siger Henrik Stordal.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Nettoomsætning | 1,054 | 916 |
Bruttofortjeneste | 257 | 211 |
Resultat før skat | 22 | 10 |
Årets resultat | 10,5 | 5,0 |
Egenkapital | 145 | 134 |
Antal ansatte | 287 | 271 |
Kilde: Zeppelin Danmark A/S |