Regionshospital får millioninvestering til ombygning
Regionshospitalet Silkeborg står foran en omfattende ombygning og udvidelse til 78 mio. kr.
Projektet består af seks ”byggesten”, som hver udgør et konkret bygge- eller ombygningsprojekt på det midtjyske hospital.
Regionsrådet i Region Midtjylland har vedtaget en helhedsplan for byggerierne ud fra en ambition om at skabe mere effektive patientforløb og arbejdsgange på hospitalet.
- Samtidig passer helhedsplanen godt ind i de landspolitiske vinde, som blæser i retningen af mere behandling tæt på borgerne, fokus på kroniske sygdomme og mere sammenhængende patientforløb, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.
De seks bygge- og ombygningsprojekter inkluderer samling af medicinske klinikker, etablering af et nyt servicehus, et samlet rygcenter samt opdatering af eksisterende bygninger og tekniske installationer.
Projekterne forventes påbegyndt i 2025, med hovedaktiviteten i 2026 og 2027.
Den endelige tidsplan og de enkelte delprojekters omfang kan dog ændre sig i forbindelse med den detaljerede projektering.
Helhedsplanen for Regionshospitalet Silkeborg
Den nye helhedsplan for Regionshospitalet Silkeborg består af seks delelementer:
- Byggesten 1: Samling af medicinske klinikker og etablering af fælles behandlerpladser (23- 25 mio. kr.)
- Byggesten 2: Servicehuset: En ny bygning med støttefunktioner til øget operationskapacitet og en ny logistikløsning (25-30 mio. kroner)
- Byggesten 3: Etablering af et samlet rygcenter for kirurgiske og medicinske patienter (4-6 mio. kroner)
- Byggesten 4: Etablering af fælles område til ny blodprøvetagning og akutklinik/lægevagt samt ny placering af blodbank (5-7 mio. kr.)
- Byggesten 5: Optimeret bygningsanvendelse, hvor placering og sammenhæng af funktioner gentænkes i forhold til patienternes behov, effektiv drift og bygningernes indretning (7-9 mio. kroner)
- Byggesten 6: Nødvendig opdatering af bygningsmassen i forhold til bygningernes tilstand, herunder nødvendig opdatering af tekniske installationer mv. (10-15 mio. kr.)
Regionsrådet i Region Midtjylland godkendte helhedsplanen på et møde i december 2024.
Kilde: Region Midtjylland