23948sdkhjf

374 millioners plejecenterprojekt vælger fire vindere

Vinderne af et stort totalentrepriseudbud er nu fundet 

Et af landets største plejecentre, Plejecenter Sjælsø i Birkerød, står overfor en stor udvidelse og modernisering, som over en årrække vil bringe antallet af boliger op på 200.

Efter endt udbud har Rudersdal Kommune fundet vinderen af totalentrepriseudbuddet, nemlig Adserballe & Knudsen med C. F. Møller Arkitekter, Skala Architecture og ABC Rådgivende Ingeniører.

Ifølge udbuds- og projektdatabasen Projektagenten var - ud over vinderholdet - entreprenørerne Elindco, Hansson & Knudsen, G.V.L Entreprise samt Rasmus Friis gået videre til tillbudsfasen.

Der er tale om en kompleks opgave, idet der skal opføres i alt 140 nye boliger, og en del af den eksisterende bebyggelse skal rives ned for at give plads til den nybyggeri. 

Byggeriet samt delvis nedrivning af de eksisterende bygninger skal udføres, mens plejecenteret er i drift, og vil derfor skulle udføres i tre etaper, således at beboerne løbende kan flyttes til nye bygninger inden de eksisterende boliger rives ned.

Det samlede budget for alle tre etaper er på cirka 374 mio. kr. medregnet moms og værdi af grund. Hertil kommer indeksregulering af entreprisen med virkning fra ét år efter tilbudsdatoen.

Moderne byggeri - ikke institution

En enig bedømmelseskomité udpegede vinderholdets tilbud ’På kanten af søen’, som samlet set har scoret højst i bedømmelsen inden for kriterierne arkitektur og funktion, teknisk værdi, kompetencer og tidsplan.

– Vi har gennem en årrække bygget nye tidssvarende plejecentre og moderniseret eksisterende. Plejecenter Sjælsø er det sidste i rækken. Med udbygning og modernisering af centeret i etaper får vi gradvist flere moderne plejeboliger frem mod 2028, siger Ann Sofie Orth, borgmester og formand for bedømmelseskomiteen.

Tid og omfang af udvidelsen af Plejecenter Sjælsø 

Det vindende projekt fra Adserballe & Knudsen, C. F. Møller Arkitekter, Skala Architecture og ABC Rådgivende Ingeniører består af i alt 140 boliger, som opføres i tre etaper i perioden 2023 og 2027. 

Første etape med opførelsen af 42 boliger forventes påbegyndt efter sommerferien 2023 og færdiggjort til ibrugtagning 1. januar 2025, anden etape med yderligere 42 forventes klar til ibrugtagning i 2. kvartal 2026 og tredje etape med 56 boliger ventes klar i 4. kvartal 2027.

I dag har Plejecenter Sjælsø 137 boliger og der er cirka 250 medarbejdere. Efter totalentreprisen er færdig er der cirka 200 boliger

Plejecenter Sjælsø blev bygget i 1974. Meget af plejecenteret er utidssvarende med blandt andet et-rumsboliger, hvor man både skal spise, sove og opholde sig og med et lille toilet.

I det ombyggede Plejecenter Sjælsø vil der blive mere plads og fleksibilitet i boligerne og mulighed for bedre omsorg. Borgerne vil bo sammen i mindre enheder, som gør stemningen mere afslappet og hjemlig.

Kilde: Rudersdal Kommune

Bedømmelseskomiteen hæfter sig ifølge Rudersdal Kommune blandt andet ved, at byggeri via sine proportioner med slanke længer i høj grad signalerer moderne boligbyggeri frem for institution og tilpasser sig både landskabet og den bygningsmæssige kontekst i området.

– Det vindende tilbud har koblet den nye og den eksisterende bebyggelse sammen til et hele, så man samlet set vil opleve Plejecenter Sjælsø som et moderne boligbyggeri med en arkitektonisk sammenhæng, der passer godt ind i landskabet, og hvor der bliver brugt naturvenlige materialer, siger Mette Mogensen, cand.arch. og eksternt medlem af bedømmelseskomitéen.

– Boligerne får god rumlig kvalitet og private terrasser eller franske altaner, hvorfra der er godt udsyn til omgivelserne, ligesom der i fællesarealerne vil være en god kobling mellem inde og ude og med plads mellem bygningerne, tilføjer hun.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156