23948sdkhjf

Stjernearkitekt sender 'noller' hilsen til AGF-fans

Den verdenskendte tegnestue Zaha Hadid Architects har måske ikke den store tiltro til AGF’s fodboldmæssige evner. I hvert fald hvis man skal tolke på visualiseringen af Aarhus kommende stadion

Det har været smertefuldt at være AGF fan de seneste tre årtier.

Bortset fra enkelte lyspunkter som bronzemedaljerne i 2020, deltagelsen i pokalfinalen i 2016 og pokalsejren i 1996, har det haltet noget så eftertrykkeligt med den sportslige succes i AGF og dermed Aarhus. Her tæller vi ikke tre oprykninger fra 1. division med, selv om det jo også er en slags succes.

Nu har den verdensberømte arkitekt Zaha Hadid smidt lidt ekstra salt i det blødende sår, der hedder fodbold i Danmarks næststørste by. Det skete forleden i forbindelsen med præsentationen af det nye fodboldstadion, der for AGF-fans har været lige så mindst efterspurgt som et dansk mesterskab.

En af visualiseringerne viser nemlig, at AGF er bagud med 2-3 imod FC Nordsjælland. Det kan jo - alt efter farven på klubtrøjen hos beskueren - være et realistisk bud på et kampforløb mellem de to klubber eller noget, der minder om fornærmelse i præsentationen af et multimillionprojekt. "Noller" er det i hvert fald.

Ikke drilleri

Stadion er en del af et større projekt kaldet Kongelunden. I sekretariatet tager man imidlertid let på den potentielle fornærmelse, men Aarhus er jo også Smilets by. Kommunikationsansvarlig Lotte Paper bryder i hvert fald ud i en smittende latter, da hun modtager henvendelsen om den ellers ganske alvorlige sag.

- Jeg ved faktisk ikke, hvad der er sket. Om det er nogen i England, der har lavet en fejl, eller hvad det nu er. Vi har valgt bare at grine af det. Jeg tror, det er tilfældigt og ikke bevidst drilleri, siger Lotte Pape, som skynder sig at nævne, at AGF i en video faktisk fører 2-1 imod FC Nordsjælland.

Så glemmer vi lige, at arkitekterne i videoen tilsyneladende ikke er sikre på, som det er AC Horsens eller FC Nordsjælland, AGF møder. I hvert fald minder logoet på lystavlen mest om sidstnævnte.

AGF: Noget pjat

Hos AGF er man mindre begejstrede. Kommunikationschef Søren Højlund Carlsen lyder i hvert fald lidt halvtræt, da han finder ud af, hvad henvendelsen drejer sig om. Visualiseringen har været en kilde til drillerier på Twitter og Facebook.

-Jeg synes ærlig talt, at det er noget pjat, at folk har lagt mærke til det. Virkeligheden er, at vi i efteråret var bagud 2-3 til FC Nordsjælland i en kamp på Ceres Park. Det er bare visualiseringer af livet på stadion og en lillebitte detalje, så det tænker vi ikke så meget over, siger Søren Højlund Carlsen, som dog hellere ville have været foran 4-0.

-Det havde da været sjovt, hvis vi havde sagt, at vi skulle være foran 5-0 mod Brøndby, men det væsentlige er jo, hvordan stadion ser ud. Så det er ikke noget, vi går op i, fastslår kommunikationschefen.

AGF møder AC Horsens den 20. marts.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094