23948sdkhjf

Nu får østjysk by både flodleje og bolværk

Et nyt byrum i Randers Fjord, som kombinerer klimasikring og adgang til fjorden ved byens streetfood-bygning, ser nu dagens lys. Flodlejet er området navngivet. Det ligger centralt i Flodbyen Randers, den nye, store bydel som over de næste mange år etableres på havne- og industriarealer ved fjorden.

Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Flodlejet spiller sammen med Klimabåndet, en grøn, sammenhængende højvandssikring, der skal sikre midtbyen mod stormflod og oversvømmelse.

– Flodlejet er et ambitiøst eksempel på naturbaseret højvandsbeskyttelse i et centralt byområde. Flodlejet kan vise, hvordan en by kan reducere risikoen for oversvømmelser - samtidig med, at forbindelsen til vand og natur styrkes. Koblingen mellem by, natur og vand er en del af Flodbyens særlige potentiale, som projektet ved Flodlejet kan forløse, siger projektchef i Realdania, Mikkel Suell Henriques, i pressemeddelelsen.

Særligt bolværk

Det nye flod-byrum skal strække sig mellem Havnegade, havnebassinet, Randers Bro og Randers Streetfood-bygningen, som bevares, mens det planen at rive Havnekontoret ned. I stedet bliver der midt i området opført en bygning kaldet Bolværket, der får en forventet størrelse på omkring 7.700 etagemeter. Bolværket skal have offentlige og udadrettede funktioner i stueetagen, der vil være i tæt samspil med Flodlejet udenfor.

Flodlejet og Bolværket i Flodbyen Randers

Flodlejet bliver en grøn plads på Bolværksgrunden mellem Havnegade, Randers Bro, havnebassinet og Randers Streetfood-bygningen. Det ligger fast, at der centralt på pladsen kommer til at ligge en bygning kaldet Bolværket med en forventet størrelse på omkring 7.700 etagemeter. 

En forundersøgelse, der blev gennemført i 2021, lægger desuden op til følgende:

• Flodlejet skal skabe liv i området med et varieret tilbud af aktiviteter, for eksempel vandleg og naturformidling.

• Som en del af Flodlejet arbejdes der på at etablere adgang til vandet med SUP paddles, kajak og flodbad. Derudover arbejdes der på at etablere andre aktivitets- og opholdsmuligheder.

• Det er planen, at der skal være mere beplantning end i dag i området. For eksempel med planter som er inspireret af Gudenåen og Randers Fjord.

• En del af området skal hæves cirka 1,5 meter for at sikre mod oversvømmelser. Det er en del af Klimabåndet. Det skal stadig være muligt at komme ned til vandet for eksempel ved at lave forskellige terrasser med beplantning og siddepladser i forskellige niveauer.

• Der skal være gode forbindelser til midtbyen

Kilde: Randers Kommune

Bolværksbygningen er en del af Flodbyens udviklingsplan og bliver opført af AP Ejendomme, mens arealudviklingsselskabet Flodbyen P/S bidrager med anlægsprojekter omkring bygningen.

– Vi ser et stort potentiale i, at Realdania og Randers Kommune har indgået et samarbejde om Flodlejet. Det har stor betydning for byen og for vores arbejde med at realisere de første etaper af Flodbyen, udtaler direktør for Flodbyen Randers P/S og projektchef i AP Ejendomme, Jesper Kirkelund Plauborg.

Planlægning

Før Flodlejet kan blive en realitet, skal der gennemføres et planlægnings- og procesarbejde med blandt andet arkitektkonkurrence, offentlige debatter og myndighedsbehandling.

En del af forberedelsen til anlægsprojektet er er dog allerede i gang: Det igangværende vejarbejde på Havnegade skaber nemlig en ny byforbindelse ved busterminalen og Trangstræde mellem den historiske Randers Midtby og de nye byområder ved havnen.

Flodlejets samlede budget er 70 mio. kr. Randers Kommune og Realdania bidrager med henholdsvis 35 mio. kr. hver. Dertil kommer etableringen af Bolværket, som arealudviklingsselskabet Flodbyen I/S / AP Ejendomme står for.

Realdania har tidligere støttet Forundersøgelsen for Byen til Vandet i 2015, konkurrencen om udviklingsplanen for Flodbyen fra 2020 og en fælles forundersøgelse af Flodlejet i 2021.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113