Amerikansk gigant med dansk kontor sætter sig milliardmål
Datacentre og farma er amerikansk entreprenørkæmpes adgangsbillet til det danske marked
Facebook og Apples store datacenterbyggerier har trukket megen opmærksomhed de seneste år, Novo Nordisk annoncerede for nyligt en 5 mia. kr. dyr udvidelse i Bagsværd, og i Hillerød bygger medicogiganten Fujifilm Diosynth Biotechnologies for 11 mia. kr.
Den type projekter, datacentre og farmabyggerier, har den amerikanske entreprenørkæmpe DPR Construction udset sig som adgangsbillet til og vækstområde i Danmark og resten af Norden. Det skriver Børsen.
I USA bygger selskabet for omkring 19 mia. kr. om året af de to typer projekter, som ifølge DPR’s nordiske chef, John Sommer, er cirka 30 pct. bygning og 70 pct. teknologi.
Mindre kan dog gøre det i Norden, hvor de første kontrakter er indgået – en i Danmark og en i Norge.
For at sikre lokal tilstedeværelse er også etableret et kontor i København, hvor der er 16 ansatte. Størrelsen betyder også, at DPR til en start ser på opgaver i spændet 40 – 300 mio. kr.
– Vi skal kunne følge med projekterne. Vi er ikke en virksomhed, hvor vi hyrer 200 ansatte ind til ét stort projekt. Vores kontor skal vokse med opgaverne, så på den korte bane vil vi sige nej til for store projekter, siger John Sommer til Børsen.
Inden udgangen af 2025 skal tilgangen sikre en omsætning på 300 - 500 mio. kr., og inden vi skriver 2030 ska det være vokset til en milliardomsætning i Norden.