Helsingør sætter rådgiver til at undersøge ny Øresundsforbindelse
Helsingborg Kommune vil være klogere på, hvordan markedet kan bidrage til en eventuel fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg, og har derfor sat gang i en RFI, Request for information.
WSP er rådgiver for Helsingborg Kommune på opgaven, oplyser rådgiverkoncernen i en pressemeddelelse.
– Idéen er at indsamle viden og idéer, som kan lede til innovative løsninger, der fremmer gennemførslen af en ny fast forbindelse, siger Åsa Almesjö, chef for strategisk infrastrukturrådgivning i WSP Sverige, i meddelelsen.
Med RFI’en vil Helsingborgs Kommune på en formaliseret måde spørge interessenter og aktører på markedet om deres interesse og erfaringer inden for forskellige gennemførselsmodeller for at kunne komme videre med planlægningen af en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg.
I undersøgelsen vil man tage udgangspunkt i en DBFOM-model (Design, Build, Finance, Operate and Maintain), og undersøge, hvordan virksomheder og erhvervsliv herigennem kan bidrage til at virkeliggøre projektet med en fast forbindelse.
Resultaterne skal komplementere en mellemstatslig strategisk analyse, som tidligere er gennemført. De vil også kunne ligge til grund for en endelig beslutning om, hvordan en fast forbindelse skal bygges, når den dybdegående udredning, som Trafikverket i Sverige skal i gang med, er klar.
WSP har tidligere leveret tekniske, finansielle og organisatoriske udredninger i forbindelse med en bilateral strategisk analyse, som blev præsenteret i 2020. Her var WSP rådgiver for det svenske Trafikverket, Vejdirektorat og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelse.
Skånsk støtte
Region Skåne har tidligere meldt sig på banen som varm fortaler for en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør i form af en tunnelforbindelse under Øresund. Og byggestarten på en fast HH-forbindelse skulle gerne lyde i 2024-25 med tunnelåbning allerede i 2030, lød det i en udmelding fra det skånske regionsråd i starten af 2021.
De samlede udgifter - viste en rapport fra Vejdirektoratet og Svenske Trafikvertet dengang - skulle løbe op i 42 mia. kr., heraf 14,3 mia. kr. i statslig medfinansiering.