23948sdkhjf

Genanvendte 98 procent af vinduerne

Udskiftning af 1.400 vinduer var øjenåbner for entreprenør og boligselskab

Spånplader, vinflasker og bænke. 1.400 udtjente vinduer fra Søllerød fik i forbindelse med en renovering nyt og meget forskelligt liv.

– De trærammer må da kunne bruges til noget, træet er helt fint. Det skal da ikke bare gå til spilde, tænkte driftschef Lars Sørensen fra Boligkontoret Danmarks afdelingskontor i Holte, da han lod blikket glide over de omkring 1.400 vinduer, der stod til udskiftning Egevang Nord, en afdeling i Søllerød almene Boligselskab.

Samme tanke havde tømrermester og direktør Brian Hovmand fra entreprenørfirmaet Heto ApS, der har haft totalentreprisen på projektet. Sammen med kollegaer i firmaet gav han sig til at undersøge mulighederne og vendte tilbage med en løsning. Den overraskede Lars Sørensen.

– Det viste sig, at man kunne genanvende 98 pct. af vinduerne. Det var en overraskelse, at det kunne blive til så meget, siger Lars Sørensen i en pressemeddelelse.

Det eneste, der ikke kunne genanvendes, var fugerne i vinduesrammerne.

For både Lars Sørensen og Brian Hovmand har projektet med andre ord været lidt af en øjenåbner.

– Projektet i Egevang Nord taler virkelig ind i vores ambitioner om at tænke hele vejen rundt om bygge- og renoveringssager og få de klimavenlige løsninger med, siger Lars Sørensen, der vil bringe de gode erfaringer med til en kommende renovering i blandt andet i Nærumhuse, en anden afdeling i Søllerød almene Boligselskab, hvor både døre og vinduer skal udskiftes.

Affaldsekspert som mellemmand

Brian Hovmand fra Heto har i processen samarbejdet med Norrecco, der er en Danmarks førende behandlere af jord og bygge- og anlægsaffald, og de har stået for sortering, kvalitetssikring og sporbarhed. 

– Når det er konstateret, at der ikke er gift i materialerne, for eksempel PCB eller bly, og at det dermed kan genbruges, deler Norreco materialerne – i dette tilfælde i glas og træ, forklarer Brian Hovmand.

Norreco fungerer som bindeled mellem entreprenørselskabet og de virksomheder, der aftager materialerne. 

Møbelgigant og tysk vin

Trærammerne fra vinduerne bliver sendt til Kronospan, der omdanner træet til spånplader og andet plademateriale, der bruges til køkkener og i møbelindustrien, for eksempel af Ikea.

– I samarbejde med en designer fik vi fremstillet 10 bænke ud af spånplader fra Kronospan. Det er sjovt at se det nye produkt få form, og det fungerer virkelig godt at kunne vise det konkrete produkt til for eksempel byggeudvalget, siger Brian Hovmand.

Glasset bliver sendt til WPT, et firma, der laver det til ny emballage og flasker. Noget af glasset fra Egevang Nord er endt som flasker med tysk vin i.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111