23948sdkhjf

Nordjysk maskinhandel bygger på Sjælland

Importør af Case Construction og Dieci opfører stort center i Ringsted

Siden 2018 har forhandler af Case IH-landbrugsmaskiner samt importør af Case Construction og Dieci, S.D. Kjærsgaard, til entreprenørbranchen haft showroom og service i Karlslunde.

Satsningen øst for Storebælt blev bemandet af én enkelt medarbejder. I dag har S. D. Kjærsgaard 12 ansatte på Sjælland, og den positive udvikling ligger til grund for, at den nordjyske maskinhandler nu går i gang med at opføre et helt nyt kompetencecenter på et 30.000 kvm stort areal ud mod motorvejen i Ringsted. Det fortæller firmaet i en pressemeddelelse.

- Vi købte en 15.000 kvm stor grund af Ringsted Kommune i 2021 og har netop købt nabogrunden, også på 15.000 kvm. På det store areal samler vi vores aktiviteter øst for Storebælt, når vi opfører et 2.500 kvm stort kompetencecenter med showroom, faciliteter til salg, service, reservedele samt en afdeling for brugt udstyr, fortæller Palle Kjærsgaard, der er indehaver og tredje generation i S. D. Kjærsgaard med base i Frejlev ved Aalborg.

Stort potentiale

- Siden 2018 har vi oplevet stigende aktivitet hos vores kunder indenfor landbrug og bygge/ anlæg, og sammenholdt med at vores forhandlerområde er blevet udvidet, ser vi et stort potentiale for vækst på Sjælland og i Østdanmark i det hele taget. Vi tror på, at området på sigt vil udgøre omkring halvdelen af S. D. Kjærsgaards omsætning, siger Palle Kjærsgaard, der står i spidsen for en virksomhed, der er den største CASE IH forhandler og eksklusiv importør af Case Construction i Danmark.

- På Sjælland findes en lang række meget store landbrugsvirksomheder, og rigtig mange entreprenører. Vi er stolte af, at mange af dem ønsker at arbejde sammen med os. Derfor er det vigtigt, at vi med vores nye center i Ringsted kommer endnu tættere på vores kunder med service, reparation, reservedele og rådgivning i forhold til investeringer i nyt, moderne materiel.

Tæt på kunderne

- Vores kunder tjener deres penge i marken eller på byggepladser, så derfor er det afgørende, at vi kan hjælpe dem, når de akut har brug for vores assistance. Med 30 servicebiler placeret rundt om i Danmark er vi aldrig langt væk fra kunderne, og med et nyt kompetencecenter i Ringsted bliver vi en endnu mere attraktiv samarbejdspartner, vurderer Palle Kjærsgaard, der beskæftiger 90 medarbejdere fordelt på virksomhedens fire afdelinger i Frejlev, Vrå i Vendsyssel, Hornslet på Djursland og på Sjælland.

- Vores medarbejdere er utroligt vigtige i vores fortsatte udvikling, for uden dem og deres omfattende kompetence, erfaring og engagement er vi ikke interessante for vores kunder. Vi oplever en medarbejderskare, der tager ejerskab og altid er klar til at gå den ekstra meter for kunderne. Deres engagement betyder alverden, og derfor er det også vigtigt for os at skabe de bedste rammer for medarbejderne, understreger Palle Kjærsgaard.

- En stor grund på 30.000 kvm tæt på motorvejen er naturligvis det perfekte udstillingsvindue for os. I første omgang vil vi ikke selv udnytte hele grunden, men den giver os mulighed for fortsat udvikling af området, og så vil jeg ikke afvise, at vi på sigt vil tilbyde andre maskinhandlere eller brancherelaterede virksomheder at etablere sig på området med den synergi, som det kan give, siger Palle Kjærsgaard, der ser frem til at kunne åbne det ny center i Ringsted om et års tid.  Sigh

De bygger

S. D. Kjærsgaards nye center i Ringsted er tegnet af arkitektfirmaet Arkition, og det er byggevirksomheden RTE Erhvervsbyg A/S, der har byggeriet i totalentreprise.

Ved kontraktunderskrivelsen ses fra venstre indehaver af RTE Erhvervsbyg A/S, Richard Thomsen, direktør hos RTE Erhvervsbyg A/S, Bjørn Christensen, indehaver af S. D. Kjærsgaard, Palle Kjærsgaard, arkitekt Martin Bang, arkitektfirmaet Arkition og projektleder Kasper Libak fra RTE Erhvervsbyg A/S.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111