23948sdkhjf

Norddjurs har vendt kloakrenoveringen på hovedet

Separatkloakering er den normale løsning, men det er også en dyr løsning. Derfor har Norddjurs valgt alternative løsninger, der giver bedre effekt

Ifølge forsyningsselskabet AquaDjurs kan der i forbindelse med kloakrenovering mange gange opnås både en stor økonomisk og miljømæssig effekt ved at tænke alternativt på delområder af fornyelsen. Dvs. nogle anderledes løsninger end den helt traditionelle separatkloakering, hvor man graver gamle rør op og lægger to nye. Det er ofte en kombination af traditionelle separatkloakeringer og alternative løsninger der kan være det oplagte valg.

- Et godt eksempel er i landsbyen Rimsø med cirka 50 husstande - et område som i kommunens spildevandsplan var udpeget til separatkloakering, men hvor vi nu i stedet for at vælge den langt dyrere løsning med at grave alt op og separatkloakere, har valgt en markant billigere og bedre løsning ved at forny de eksisterende kloakrør, kombineret med enkelte lokale regnvandsløsninger. Tidligere havde vi tradition for at grave alle rør op og lægge to nye,  fortæller AquaDjurs adm. direktør Palle Mikkelsen, i en pressemeddelelse.

Opgravningsfri fornyelse

Med afsæt i en række undersøgelser og løsningsvurderinger har AquaDjurs allieret sig med entreprenøren Per Aarsleff A/S, der udfører opgravningsfri fornyelse af det nedslidte kloaknet fra 1964 via strømpeforinger. En strømpeforing er en polyesterforing, der krænges ind i eksisterende, nedslidte kloakrør og danner et nyt rør inde i det gamle og derved sparer tid og omkostninger i forhold til opgravning af asfalterede eller flisebelagte områder.

- Det har i stor udstrækning været normen i branchen, at man uden at analysere detaljeret på alternative løsninger, startede gravemaskinerne op med henblik på separatkloakering. Men vi ser nu en klar tendens mod, at flere og flere vandselskaber lige som AquaDjurs, begynder at tænke i billigere og mere bæredygtige løsninger for specifikke områder, siger Erland Gai, salgsleder hos Aarsleff Rørteknik, i pressemeddelelsen.

Nuanceret graduering

Og driftsleder Brian Pedersen hos AquaDjurs supplerer:

- Nogle steder må vi bare konstatere, at det giver langt mere mening at håndtere regnvand lokalt kombineret med bassinanlæg og renovering af den eksisterende kloak via opgravningsfri løsninger. Det er samfunds- og miljøøkonomisk ofte langt billigere og, det giver langt mindre gener for borgerne fordi vi undgår opgravning af en hel by. Og sidste men ikke mindst, så er det en langt mere klimavenlig løsning kontra opgravning, siger han.

Som led i opdatering af spildevandsplanen og med henblik på at prioritere de fremadrettede indsatser har Norddjurs Kommune i samspil med forsyningsselskabet AquaDjurs gennemført en detaljeret gennemgang af en stor del af kommunens recipienter. Arbejdet er udført med assistance fra en ekstern biolog og kombineret med forsyningsselskabets registreringer af kundehenvendelser, driftsobservationer, restlevetider for eksisterende afløbsledninger etc.

- Her viser det sig, at nogle af de områder som tilbage i 2014 var udpeget til separatkloakering i Spildevandsplanen, der giver det ikke mening at grave op her i 2022. Så mange af de investeringer, der var planlagt, de er udskudt og andre er trukket helt ud, fordi man miljømæssigt kan se det, ikke giver forbedringer. Det har resulteret i, at Norddjurs Kommune i samspil med AquaDjurs har reprioriteret spildevandsplanens indsatser, forklarer Palle Mikkelsen i pressemeddelelsen.

Fokus på bæredygtighed

Strategien med at tænke i alternative løsninger til separatkloakering hænger ifølge Palle Mikkelsen i høj grad sammen med at AquaDjurs også har fokus på bæredygtige løsninger, men han lægger heller ikke skjul på, at mange steder giver det ikke mening at pålægge borgerne de store økonomiske udgifter i en fuld separatkloakering.

- Det her foregår i tæt samarbejde med Norddjurs kommune, og deres positiv tilgang og store fleksibilitet gør at det her kan lade sig gøre. Og også borgernes modenhed i forhold til at tænke regnvand som en ressource og nedsivning af regnvand på egen grund, betyder at vi kan lave mange flere af den type løsninger som i Rimsø, siger Palle Mikkelsen.

Kaptain

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125