23948sdkhjf

Medarbejdere fik et dejligt opkald: Tømrerfirma er reddet

40 medarbejdere kommer med videre. Den nye ejer er en kending af byggefirmaet

Den konkursramte tømrervirksomhed DHK Byg er reddet.

Der var en intens stemning af lettelse og glæde fredag morgen, da medarbejderne mødte ind for at fortsætte, hvor de slap. For 10 dage siden.

Onsdag 19. oktober måtte ejer af DHK Byg ApS, David Hald Kristensen, indgive konkursbegæring.

Men fredag morgen 28. oktober kunne han åbne virksomheden igen - som en glad mand.

- Jeg er meget, meget lettet. Og glad, siger han.

Det er tømrervirksomheden Færch & Co., der har opkøbt DHK Byg.

I et nyt selskab

Sammen med David Hald Kristensen driver de virksomheden videre i et nyt selskab - DHK-BYG A/S - med David Hald Kristensen som medejer og direktør.

- Vi giver medarbejderne løn fra konkursdagen og frem, fortæller Martin Lampe.

Han er direktør og medejer i Færch & Co., der sammen med Søren Worup, ligeledes direktør og medejer i Færch & Co., har arbejdet intenst på at overtage virksomheden, siden de blev kontaktet for 10 dage siden - med en forespørgsel om at blive ny ejer.

Banker påpasselige

David Hald Kristensen smed håndklædet i ringen, for der var ikke likvide midler nok i hans virksomhed. Han var eneejer.

- Vi har vækstet vildt meget i de seneste to år, men likviditeten er ikke fulgt med, siger han.

Bankerne er blevet endnu mere påpasselige med at stille garantier, og det har David Hald Kristensen altså kunnet mærke.

- David har handlet hurtigt, og det var rettidig omhu, at han indgav konkursbegæringen, siger Martin Lampe.

Lød fornuftigt

Færch & Co. var glade for at få buddet om at overtage den konkursramte virksomhed.

- Det, synes vi, lød fornuftigt. Vi kender virksomheden og kender David Hald Kristensen, fordi vi har brugt DHK Byg som fagentreprenører på mange af vores byggepladser. Vi har været meget glade for samarbejdet, siger Søren Worup.

Men det var helt afgørende, at DHK Byg har mange fagentrepriser.

- Vi arbejder hovedsageligt selv med total- og hovedentrepriser, så det passer os godt. Samtidig har DHK Byg fagentrepriser i næsten hele landet, og det kan vi udnytte. Vi er ved at opbygge en afdeling af Færch & Co. i Odense, fortæller Martin Lampe.

Det var skønt

Samtlige byggeopgaver er hermed også reddet. Heriblandt fem-seks store byggeprojekter, byggeri af flere hundrede lejligheder i Aarhus samt 20 rækkehuse i Aalborg.

Torsdag aften fik medarbejderne besked telefonisk om, at de skulle møde igen fredag.

Mads Kjeldsen er tømrersvend fra Kaas - og fik en opringning torsdag aften om, at han skulle møde igen fredag morgen.

- Det var skønt. Det var det, vi håbede på. Vi er glade for at være her alle sammen. Vi havde jo fået at vide, at vi skulle stå klar, men vi vidste jo ikke, om det blev til noget, fortæller Mads Kjeldsen.

Glæde i Vadum

Der var også glæde hjemme hos tømrersvend Dennis Lundby fra Vadum.

- Ja, jeg var hos mine forældre, så jeg måtte sige farvel med det samme for at køre hjem i aftes. Jeg skulle jo være klar her fredag morgen klokken syv.

- Det var superskønt. Jeg håbede på, at de rygter, jeg havde hørt, var sande, fortæller Dennis Lundby.

40 medarbejdere - ud af 60 - er kommet med videre i det nye firma. Enkelte ud af de 60 er ikke kommet med over i det nye firma, da de har fået andet arbejde.

- Men vi har ikke i første omgang kunnet få alle med, fordi vi har måttet tilpasse medarbejderstaben efter det arbejde, der er i virksomheden, forklarer Martin Lampe.

Dog søger virksomheden lige nu en erfaren byggeleder.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141