God likviditet er stadig en konkurrencefordel i byggeriet
BANKERNES kredit- og risikovurdering er lige nu benhård og stærkt præget af de økonomiske tæv, som bankerne fik under finanskrisen. I lyset af den stigende inflation, energikrisen og opbremsningen af store, offentlige projekter, så er bankerne naturligvis ekstra meget på stikkerne. Nogle håndværks- og entreprenørvirksomheder oplever derfor, at bankerne siger nej til finansiering af ellers sunde projekter, eller at bankerne hurtigt trækker sig fra igangværende projekter, hvis der opstår bare den mindste usikkerhed. Det sker ud fra devisen om, at det første tab er det mindste tab.
DET BETYDER DESVÆRRE også, at mange små og mellemstore virksomheder får sværere ved at skaffe finansiering til driften. I sidste ende kan det gå ud over konkurrencen i byggebranchen – og kvaliteten. For det er vel ikke et mål i sig selv, at virksomhederne i stigende grad skal konkurrere på størrelsen af deres likviditet.
PÅ DEN ANDEN SIDE, så er det vigtigt, at virksomhederne har likviditeten og det finansielle beredskab i orden. Men bankernes stigende berøringsangst betyder, at nogle virksomheder bliver dømt ude på forhånd. Det er især et problem i byggeriet. Her stiller bygherren eksempelvis ofte krav om, at virksomhederne skal stille en sikkerhed på 15 pct. af entreprisesummen ekskl. moms.
MAN KAN GODT opfordre bankerne til at lempe kredit- og risikovurderingen, men det allerbedste er, at virksomhederne får polstret sig tilstrækkeligt og dermed gør det lettere at opnå den finansiering, som altid har været en væsentlig forudsætning for at drive virksomhed i byggebranchen.
Artiklen er en del af temaet Lederen.