23948sdkhjf

Forkert projektering er ofte årsag til utætte fuger

Utætte fuger omkring vinduer og døre kan føre til uhensigtsmæssig opfugtning af konstruktionen, så fugerne må udbedres. En problematik, der kan undgås ved korrekt projektering. To nye erfaringsblade fra Byg-Erfa afdækker årsager til fugesvigt, korrekt udskiftning, egenskaber for ny fugemasse – og ikke mindst korrekt fuge-projektering

Fuger er byggeriets lim og er en væsentlig del af en bygnings klimaskærm. Derfor er det vigtigt at følge de samme principper, som er gældende for klimaskærmen generelt, når man projekterer fuger. Der bruges forskellige typer fuger, når vinduer og døre skal tætnes udvendigt, og i nybyggeri anvendes der fortrinsvis elastiske fuger, der er vand- og lufttætte, når de er udført korrekt.

Nogle elastiske fuger bliver dog utætte allerede få år efter, at byggeriet står færdigt. Det kan for eksempel skyldes forkert dimensionering, forkert udførelse eller manglende bygbarhed. Når vinduer og døre er ført til gulv, er specielt bundfugen kritisk, fordi den er vanskeligt tilgængelig både under udførelsen og i den efterfølgende drift.

Der er - og har længe været - uklarhed om, hvordan fuger projekteres korrekt, hvad der er den korrekte måde at lokalisere årsager til svigt på, hvordan fuger udskiftes korrekt, samt om hvilken uvildig viden om fugemassers egenskaber, branchen kan læne sig op ad.

Det oplyser Louise Skøtt Gadeberg fra Fonden Byg-Erfa, og derfor har Fonden netop udgivet to erfaringsblade om fuger for at styrke den fælles brancheviden om det ofte diskuterede fagområde. Erfaringsbladene er baseret på erfaringer og viden fra forskning og praksis, og er det, der i daglig tale kalder alment teknisk fælleseje - ATF.

Titlerne på erfaringsbladene er henholdsvis ’Utætte fuger omkring vinduer og døre' og ’Fugesvigt og udskiftning af fuger omkring vinduer og døre’. Begge er godkendt af en række fagfolk fra forskning, praksis og fugebranchen, samt valideret af Byg-Erfas Teknikergruppe. Det sikrer en samling af byggeteknisk, uvildig viden, som alle led i byggeriets værdikæde kan tage for gode varer.

Fuger mangler bygbarhed

Manglende bygbarhed af forkert projekterede fuger kan eksempelvis udmønte sig i en fuge, som er for smal, fordi der ikke under projekteringen er taget højde for tolerancer eller placeringen af opklodsningen, som umuliggør korrekt bagstopning. Men fuger omkring vinduer og døre er – ligesom selve vinduerne og dørene – en vigtig del af klimaskærmen, hvorfor de skal være korrekt projekteret og udført, siger Erik Brandt, seniorforsker på Build – Aalborg Universitet, der er en af forfatterne bag erfaringsbladene.

- Erfaringsbladene anviser, hvordan man kommer den manglende bygbarhed i fugeprojekteringen til livs – både i forhold til vinduesfuger og fuger omkring døre og andre elementer. Et eksempel på manglende bygbarhed er fx, når bygningsreglementet sætter en øvre grænse for størrelsen af kuldebroer omkring vinduer. Ved nybyggeri er det normalt nødvendigt med en kuldebrosafbrydelse i form af 50 mm isolering i vinduesfalsene. Det gør det svært at udføre fugen korrekt, fordi opklodsninger/fastholdelser ikke giver plads til fugning på bagstop, især hvis karmens dybde er lille, forklarer Erik Brandt.

Han savner et øget fokus på holdbare, bygbare fuger.

Det er en forudsætning for fugens funktion og levetid, at fugekonstruktionen, dvs. fugens geometri, fugemateriale, hæfteflader, bagstop mv. er tænkt ind i projekteringen Erik Brandt, seniorforsker på Build – Aalborg Universitet

- I erfaringsbladet gennemgår vi derfor de hyppigst forekommende årsager til utætte fuger, som blandt andet er forkert projektering, for eksempel for lille dybde af fugen. Også valg af ettrinsfuger på udsatte steder, anvendelse af uegnet fugeløsning, eksempelvis fugemasse med for stor stivhed, og mange andre faktorer er hyppige årsager. Det er en forudsætning for fugens funktion og levetid, at fugekonstruktionen, dvs. fugens geometri, fugemateriale, hæfteflader, bagstop mv. er tænkt ind i projekteringen, så vindue, vindueshul, opklodsning og fugeløsning passer sammen”, siger han og anbefaler, at totrinsfuger altid projekteres af en rådgiver.

For- og bagmur arbejder forskelligt

Utætte fuger optræder blandt andet byggeri, hvor for- og bagmur arbejder forskelligt i forhold til hinanden. Vinduer og døre er typisk monteret i bagmuren, og den udvendige del af fugen skal derfor optage de bevægelser, som formuren har i forhold til bagmuren.

For at hindre for store bevægelser opdeles bygninger ofte i mindre sektioner ved hjælp af dilatationsfuger. På den måde bliver mange forhold af særlig betydning i projekteringen af fugerne omkring vinduer, og erfaringsbladene gennemgår dem alle, siger Erik Brandt og eksemplificerer:

- Skal jeg nævne nogle få, er det for eksempel fugens elasticitet og dimensionsændringer i tilstødende bygningsdele, for eksempel forårsaget af fugt- og temperatursvingninger. At fugefladerne udgør et plant og fast underlag for fugens kontaktflade.

Det er også vigtigt, at fugen har en tilstrækkelig stor kontaktflade og hæfteflade – afhængigt af fugemateriale og udførelsestolerancer for både råhus og vinduesindbygning. Desuden er det vigtigt, at fugen projekteres med bagstop, der er egnet til brug med den valgte fugemasse som ikke er vandsugende, samt andre faktorer, som erfaringsbladene 'Utætte fuger omkring vinduer og døre' og ’Fugesvigt og udskiftning af fuger omkring vinduer og døre’ anviser mere om. Kaptain

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125