Helt som forventet, eller skulle jeg sige frygtet, afslørede den første partilederdebat efter udskrivelsen af et længe ventet folketingsvalg, at højere løn til de ”varme hænder” i sundhedsvæsnet bliver et stort tema i valgkampen. Fra Socialdemokratiet og venstre om stod partilederne på nakken af hinanden i deres iver for at rage højest i kampen for at tilgodese sygeplejersker, SOSU-assistenter og andre ”varme hænder” på landets sygehuse.

Partier, som ellers nok plejer at stå vagt om den danske model, hvorefter arbejdsmarkedets parter selv forhandler løn og arbejdsforhold på plads, er nu parate til at køre arbejdsgiverne, Regionerne, ud på et sidespor og fra Christiansborg lade pengene flyde, så lønnen til sygehuspersonalet kan hæves.

Lad penge flyde

Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om lønniveauet i det offentlige og blandt plejepersonalet. Der er nedsat en lønstrukturkommission, som skal undersøge lønudviklingen/lønniveauet blandt offentligt ansatte – den kommer med en redegørelse senere i år. Det havde nok været det rigtigste at lade kommissionens anbefalinger danne grundlag for den videre agerende på området, men nej, det skal partout gøres til et emne i valgkampen – dog så ukonkret så ingen bagefter kan blive beskyldt for at rende fra deres valgløfter.

Og her i den begyndende valgkamp står det klart, at mange er parate til at kigge dybt i statskassen:

Lad pengene flyde, hæv lønnen, lyder mantraet.

Glemt er det faktum, at det i Danmark, er arbejdsmarkedets parter, der i hvert fald indtil nu, har været dem, der forhandlede løn og arbejdsvilkår på plads. Kun ved storstrejker og regeringsindgreb er den ret blevet frataget parterne. Og i kampen for stemmer fra de offentligt ansatte overser de overivrige politikere, at det jo ikke kun er plejepersonalet på sygehusene, der nu forventer en højere løncheck – de næste står allerede klar med krav om højere løn. Er der nogen, der forventer, at lærerne i folkeskolerne, at politifolkene vil resignere og sige: Jamen OK, sygeplejerskerne havde også en ringere løn end os, det er fint, at de får en højere løn på bekostning af os?

Hvem skal betale?

Og hvem skal betale for lønstigningerne? Det er fuldstændig utænkeligt, at en ny, rød regering skulle kunne komme på den idé at effektivisere og gøre tingene smartere i det offentlige. Derfor er det skattestigninger, der ligger lige for… Skattestigninger, som alt andet lige vil gøre tilværelsen dyrere for at have ansatte i virksomhederne i Danmark. For der vel ingen, der forventer, at de ansatte i landets virksomheder ikke også vil kræve højere løn nu, hvor en skattestigning skal gå til at betale højere løn til de ”varme hænder”.

Noget helt andet er de mange løfter om flere hænder til at løse opgaverne indenfor sygehusvæsnet. Hvor skal de komme fra? Som demografien ser ud i disse år, kæmper alle fag for at finde nye, unge mennesker til afløsning for de årgange, som er på vej eller som allerede er gået på pension. Der er små årgange på vej ind og store årgange på vej ud. Løsningen er på ingen måder, at det offentlige skal vokse yderligere på bekostning af det private erhvervsliv. De seneste par år er antallet af offentligt ansatte vokset betydeligt. Hvis det offentlige har brug for flere hænder, kan man med fordel omfordele blandt de mange, der allerede er ansat. Det bør være muligt.

Så hold fingrene fra den danske model; lad arbejdsmarkedets parter selv om at forhandle. I øjeblikket er politikerne på Christiansborg i gang med en bypass af den måde, arbejdsmarkedets parter finder sig til rette på.

Og hvem blandt de offentlig ansatte står for tur næste gang, politikerne uddeler højere løn?