23948sdkhjf

Medie: Skandaleramt supersygehus ramt af nye problemer

Mandag præsenteres rapport om Nyt Aalborg Universitetshospital, der flere gange har været ramt skandaler

Mandag præsenteres en statusrapport om byggeriet af supersygehuset i Aalborg. Byggeriet har flere gange været ramt af problemer og skandaler. Og det ser ud til, at det sker igen.

Ifølge TV 2 Nord er det denne gang stillestående vand i rørene på sygehuset, der har givet bakterier. Det betyder, at rørene nu skal skiftes. Desuden er der fundet læk på nogle af varmerørene, lyder det.

Omfanget af skaderne kendes ikke. Det gør heller ikke eventuelle økonomiske konsekvenser og forsinkelser. Skal alle rørene skiftes er det ifølge TV 2 Nord "uoverstigeligt".

Det er regionsrådsformand Mads Duedahl (V), der har bestilt statusrapporten over byggeriet, der skal afklare 11 forhold i projektet. Det ene af dem er afklaring på skader af vandfyldte rør.

Oprindeligt lød prisen for det nye supersygehus på 4,9 mia. kr. Prisen er sidenhen blevet en halv milliard dyrere. Og i den pris er et patienthotel, en helikopterplads og et grønt areal sparet væk.

I slutningen af august talte Nordjyske med regionsrådsformand Mads Duedahl (V).

På det tidspunkt sagde han, at han var overbevist om, at man så frem mod noget, "der ser mere mørkt ud", og at endnu en overskridelse af budgettet gav ham "ondt i maven".

Byggeriet i Aalborg startede i 2013. Oprindeligt var det meningen, at sygehuset skulle stå færdigt i 2020. Men det er sidenhen blevet udskudt flere gange.

I februar lød det, at supersygehuset i Aalborg nok ville kunne tages i brug i løbet af 2024. Men det er ikke længere sikkert, fortalte Mads Duedahl til Nordjyske.

- Vi må vente til rapporten. Jeg udelukker ingenting i det her. Der er ingen af os, der kan garantere, hvornår det bliver færdigt - kun at vi vil gøre alt for, at det bliver færdigt. Nu får vi tingene på disken, sagde han til avisen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109