23948sdkhjf

Taasinge Elementer køber op – øger kontrol over værdikæden

Den store producent af tag- og facadeelementer, Taasinge Elemnter, er netop blevet ejer af Annebergs Limtræ i Lunde i Sydvestjylland, som fremstiller bjælker, søjler og småhuse i limtræ. Ejerskabet skiftede pr. 14. september, oplyser Taasinge Elementer i en pressemeddelelse.

– Limtræ er en vigtig ressource i vores produktion, og med opkøbet af Annebergs Limtræ styrker vi vores værdikæde og sikrer en kort, stabil leveringstid på vigtige komponenter til vores elementfabrikker i Danmark, Letland og Norge, siger adm. direktør Martin Tholstrup, Taasinge Elementer, i meddelelsen.

– Vi overtager en veldrevet forretning med et godt navn i markedet, som vi ønsker at styrke yderligere, fortsætter han.

Ny ejer og stor kunde

Opkøbet udspringer ifølge Taasinge Elementer af en strategisk beslutning om at tage kontrol over en større del af værdikæden. Hidtil har virksomheden købt limtræ hos en række eksterne leverandører i ind- og udland, men sikrer sig nu sin egen skalérbare produktion af limtræ i Danmark.

Annebergs Limtræ A/S

Annebergs Limtræ fremstiller bjælker, søjler, natursuiter og småhuse i limtræ. Fabrikken ligger i Lunde i Sydvestjylland og beskæftiger 16 medarbejdere.

Firmaet har rødder tilbage til 1964, hvor Knud Anneberg købte Lunde Trælast. I 1985 trådte sønnerne Frits og Christian ind i virksomheden, som efterfølgende voksede til fem trælastforretninger.

I 1996, hvor sønnerne overtog virksomheden, blev de fem trælastforretninger solgt fra til fordel for en satsning på fremstilling af limtræ.

Med købet fortsætter elementproducenten den strategisk proces, der skal ruste virksomheden til at gribe mulighederne i et voksende marked for bæredygtige byggeløsninger, lyder det.

Kilde: Taasinge Elementer

Med ejerskiftet får Annebergs Limtræ dermed ikke blot en ny ejer. De får også en ny, stor kunde, når der i den kommende tid igangsættes produktion af komponenter til Taasinge Elementers fabrikker. Det vil medføre øget aktivitet i produktionen hos Annebergs Limtræ – og på lidt længere sigt et behov for at ansætte flere medarbejdere.

– Synergierne i denne handel er i dén grad til at få øje på. Foruden en højt specialiseret egenproduktion af limtræ til vores fabrikker overtager vi et stærkt sortiment af specialprodukter med blandt andet naturhytter, søjlehuse og havepavilloner. Det er et marked i positiv udvikling, hvor Taasinge Elementer ikke er til stede i dag, siger Martin Tholstrup.

Taasinge-direktøren ser endvidere et stort potentiale i at udnytte Taasinge Elementers indsigt og erfaring fra projektmarkedet til at udvikle helt nye limtræsprodukter. Det kan eksempelvis være bærende konstruktioner til etagebyggeri, som forventes at opnå øget efterspørgsel i takt med træbyggeriets fortsatte udbredelse.

Ønske om generationsskifte opfyldt

Annebergs Limtræ har været i markedet siden 1996, hvor familien Anneberg frasolgte fem trælastforretninger for i stedet at satse på fremstilling af limtræ. I dag, 26 år senere, råder virksomheden over en veldrevet og automatiseret fabrik, der beskæftiger 16 medarbejdere inden for produktion af bjælker, søjler og småhuse i limtræ.

Hos Annebergs Limtræ var ejerne, Frits Anneberg, 62, og Christian Anneberg, 56, begyndt at lægge en plan et fremtidigt generationsskifte. I familien var der ingen oplagte arvtagere til brødrenes livsværk, og derfor kom henvendelsen fra Taasinge Elementer på det helt rigtige tidspunkt.

- Det har været afgørende for os at finde en ejer, der ønsker at investere lokalt i en fortsat udvikling af Annebergs Limtræ og skabe nye arbejdspladser til glæde for lokalområdet. Dét har vi fundet i Taasinge Elementer, og vi ser ejerskiftet som en rigtig god mulighed for både virksomheden og vores medarbejdere. Det er en meget spændende tid, vi går i møde, siger Christian Anneberg.

Taasinge Elementer A/S

Taasinge Elementer er etableret i 1971 og er blandt Danmarks største producenter af præfabrikerede tag- og facadeelementer i træ. 

Virksomheden har to elementfabrikker i Danmark – på Tåsinge og i Sindal – samt en i Letland. Fabrikkerne producerer tilsammen cirka 300.000 kvm. træelementer årligt til alle former for nybyggeri samt energirenovering. 

Produktsortimentet omfatter træbaserede løsninger til facade, tag, vægge og dæk. 

Taasinge Elementer har eget montagefirma (TE Montage), egen limtræsfabrik (Annebergs Limtræ) og ejer desuden virksomhederne Nordic Build (Danmark), RVT (Norge) og LV Elements (Letland). 

Taasinge Elementer har siden 2017 været en del af den børsnoterede koncern, Nordic Waterproofing, som også ejer blandt andet Phønix Tag og Hetag i Danmark

Kilde: Taasinge Elementer

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11