NCC’s Fundering køber spritny rambuk på 90 ton
Liebherrs nye rambuk LRH200 er netop kommet på markedet, og Hercules Fundering har købt den første model, der indtil videre er produceret. Der er tale om en maskine på 90 ton, og som i fuld højde måler næsten 30 meter. Maskinen skal bruges til nedramning af pæle i jord eller havbund i forbindelse med de helt store funderingsopgaver. Det skriver leverandøren i en pressemeddelelse.
- Vores nye rambuk kan håndtere de største pæle, som vi bruger til pæleramning. Den kan ramme alle standard jern- og betonpæle, også de helt store 45x45 pæle, der er op til 18 meter lange. Derudover er maskinen udstyret med en Junttan SHK 7/9 hammer med et faldlod på op til 9 ton, siger Mads Aqqalu Katborg, produktionsleder i Hercules Fundering, i en pressemeddelelse.
Havne- og vandbygningsopgaver
Han fortæller, at maskinen hovedsageligt skal bruges til havne- og vandbygningsopgaver – lige fra store havneudvidelser og kajrenoveringer til færgelejer og kystnære anlæg. Maskinen har nemlig en rækkevidde på næsten ni meter, hvilket gør den i stand til at arbejde på land, mens den rammer pæle ned i havbunden. På den måde undgåes også brugen af flåde (jack-up) eller anden platform i vandet til at transportere maskinen.
- Vi vinder flere og flere havneopgaver, og det er også et af vores kerneområder i Hercules. Med den nye maskine kan vi klare endnu flere komplekse rammeopgaver i store proportioner og dybder. Det sikrer os en stærk position i markedet, siger Jesper Schack Fønss Back, direktør i Hercules Fundering.
Er leveret
Rambukken er netop leveret på byggepladsen Risskov Enghave i det nordlige Aarhus, hvor den skal indkøres og have monteret GPS-system fra Leica.
Derefter skal den store rambuk vise sit værd i København, hvor Hercules har indgået en aftale med Udviklingsselskabet By & Havn om en totalrenovering af havnestrækningen Langeliniekaj på Østerbro.
Sigh