Arkitekterne Ragna Grubb, Karen Hvistendahl og Ingeborg Schmidt tegnede som de første børneværelset ind i planløsningen med deres lejligheder i Kantorparken i København fra 1937. Foto: Det Kgl. Bibliotek og Aftenbladet

Indtil 1930’erne var et fredeligt værelse med en lukket dør og noget så basalt som et privatliv endnu en fjern drøm for de fleste børnefamilier i byerne.

Så i 1937 gjorde tre arkitekter noget radikalt: En stor luns af stuen blev skåret fra, og lejlighederne blev i stedet udstyret med flere små kamre. Sådan blev børneværelset til.

Men på trods af arkitekternes enorme betydning for manges liv har du sandsynligvis aldrig hørt om dem, og det er der nok en god grund til: Arkitekterne var kvinder.

Det skal forskningsprojektet ‘Kvinder i dansk arkitektur’, der i snart to år har arbejdet på at sætte spot på det oversete køn i arkitekturen, lave om på, skriver Videnskab.dk.

Ragna Grubb (1903-1961), Karen Hvistendahl (1903–2003) og Ingeborg Schmidt (1905-1986) hed de tre danske kvindelige arkitekter, der satte nye standarder for dansk arkitektur.

»Deres tegninger sætter gang i den danske udvikling af de eneværelser, som de fleste er vokset op med i dag,« siger lektor Svava Riesto, der forsker i landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet, der sammen med en kollega leder forskningsprojektet, til Videnskab.dk.

Forskerne er nu aktuelle med udstillingen ‘Kvinder skaber rum’ på Dansk Arkitektur Center (DAC).

»Indenfor arkitekturhistorien har der været fokus på at få de store mestre og store helte som Arne Jacobsen og Jørn Utzon frem i lyset. Men de er blevet overeksponeret i sådan en grad, at mange kvinder helt er forduftet fra arkitekturhistorien,« lyder det fra Henriette Steiner, der også leder forskningsprojektet, til Videnskab.dk.

Det er selvom, at meget få af os går igennem en dag, hvor vi ikke bevæger os gennem arkitektur, der er tegnet af en kvinde, fastslår Henriette Steiner, som lektor i landskabsarkitektur og planlægning på Københavns Universitet, til Videnskab.dk:

Kvinderne kan på den måde være en genvej til at genopdage hverdagens arkitektur, mener Svava Riesto:

»I arkitekturhistorien har vi en langt større tradition for at se på store, pragtfulde bygninger som kirker og rådhuse end på almene boligbyggerier og soveværelser til børn. Men fordi vi var interesserede i de tre kvinder - Grubb, Hvistendahl og Schmidt - kom vi på sporet af deres bidrag til familielivet i et alment boligområde.«

Endnu et godt eksempel er arkitekten Ulla Tafdrup (1906-1996).

Gennem 1940’erne lavede hun et hav af undersøgelser af, hvordan man kunne få et funktionelt køkken, der fungerede til kvinders kroppe, så husmoderen i køkkenet for eksempel skulle gå så få skridt som muligt.

At tegne et køkken, der var skræddersyet kvindekroppen, var lidt af en videnskab i 1940'erne. Ulla Tafdrup tegnede køkkener efter den gennemsnitlige kvindekrop, der dengang var 1,65 centimeter høj. Installation er et køkken som Ulla Tafdrup lavede for Dansk almennyttigt Boligselskab på udstillingen Kvinde og Hjem i 1950. Foto: Forside af bogen 'Vore Køkkener'

»Hun sørgede for, at køkkenet blev det centrale rum, der blev indrettet på en optimal måde. På den måde er hun en del af en dyb videnskabelige tradition for at lave køkken-undersøgelser,« forklarer Henriette Steiner til Videnskab.dk.

Og så brød Ulla Tafdrup som den første i Danmark muren mellem køkkenet og spisestuen ned og lavede et lille vindue mellem de to rum, så familien kunne tale sammen, når børnene sad ved bordet og lavede lektier, og mor vaskede op.

På den måde skabte hun en forgænger til det famøse køkken-alrum.

»Det lille indgreb var historisk og nytænkende,« påpeger Henriette Steiner, »Ulla Tafdrup har sat et aftryk på køkkener hos 100.000-vis af danskere, fordi hun tænkte i at gøre køkkenet til et fællesrum.«

Trods aftrykket er der hverken skrevet bøger eller bare en Wikipedia-side om Ulla Tafdrup. Men det skyldes ikke, at hun var usynlig i sin samtid.

Når kvindelige arkitekter er glemt i historien, præger det nutidens forskning i bygninger, boliger og byrum. Og det er ikke kun et akademisk problem.

Når kvinderne ikke findes i arkiverne, kan der ikke skrives artikler eller bøger om dem. Uden den slags kilder er det umuligt at skrive en basal Wikipedia-side til den bredere befolkning. Uden Wikipedia får man ingen hits på Google, og dermed er man næsten slettet fra historien.

»Det har skabt en negativ spiral, hvor kvinderne bliver udvisket gennem historien, selvom de var synlige i deres samtid. Det betyder, at vores offentlige hukommelse bliver skæv, og vi i sidste ende ikke får et retvisende billede af historien,« lyder det fra Henriette Steiner til Videnskab.dk.

Forskerne bag forskningsprojektet ‘Kvinder i dansk arkitektur’ har ikke publiceret deres forskning endnu.

Til højre ses planlen i Kantorparken, hvor Ragna Grubb, Karen Hvistendahl og Ingeborg Schmidt har prioriteret ekstra kamre på bekostning af store fællesrum, så voksne og børn kunne få deres eget private rum. Til venstre ses Kantorparken ude fra. Foto: Københavns Kommunes Byggesagsarkiv / Liv Løvetand Rahbek