23948sdkhjf

Nu falder hammeren efter dødsulykke - stort byggefirma erkender ansvar

Kultur, sprogbarrierer, instruktioner og materiel er en del af forklaring på dødsulykke, lyder det fra MT Højgaard.

Det får nu konsekvenser, at en person afgik ved døden i forbindelse med en arbejdsulykke i Nordhavn i København i slutningen af juni - En sag Licitationen har dækket løbende.

Den afdøde var ansat af et af nordens største entreprenørfirmaer - MT Højgaard - og firmaet har nu indkasseret et strakspåbud af Arbejdstilsynet. Her fremgår det, at MT Højgaard omgående påbydes at forbedre sikkerheden for de ansatte.

Det viser en afgørelse fra Arbejdstilsynet, som TV 2 Lorry har fået aktindsigt i.

Der står også, at Arbejdstilsynet nu overvejer, om MT Højgaard skal straffes i form af enten politianmeldelse eller bøde.

Arbejdsulykken fandt sted i Københavns Nordhavn på den byggeplads, der senere skal huse nye domiciler for Nykredit og AP Pension.

Kort før middag tirsdag den 28. juni blev en mand fastklemt under et betonelement. Arbejdstilsynet skriver i sin rapport, at “to indlejede ansatte fra virksomheden havde arbejdet med elementmontage,” da den ene af dem på et tidspunkt gik ind under et betonelement, fordi han ville “justere på jernbjælken,” der holder betonelementet på plads.

“Ved justering af jernbjælken skred konstruktionen sammen og som følge deraf afgik den ene indlejede ansatte ved døden og den anden pådrog sig skade på legemet,” lyder det i rapporten.

I 3F oplyser Flemming Hansen, arbejdsmiljøkonsulent i 3F's byggegruppe, at ingen af de involverede var 3F-medlemmer, men at han har været i kontakt med MT Højgaard. Flemming Hansen mener, at der har været problemer på byggepladsen, men at det nu gælder om at lære af, hvad der gik galt til gavn for hele branchen.

Særligt set i lyset af, at antallet af ulykker på byggepladser er steget fra 2020 til 2021.

- Det er der forskellige årsager til. Men vi har i hvert fald ikke fået has på det endnu. Det er et branche-problem og ikke kun et enkelt firmas problem, siger Flemming Hansen til TV 2 Lorry.

- Vi har sikkerhedsudstyr og sikre metoder, og hvis alle overholder dem, og hvis der er tid og ro nok til opgaven og instruktioner er givet korrekt, så bør der ikke ske de her ting. Men om hele branchen lider af dårlig sikkerhed? Det må vi desværre sige ja til, siger Flemming Hansen.

Arbejdstilsynet skriver i deres rapport, at de ansatte dels har fået en generel instruktion om sikkerhed på byggepladsen og en instruktion i montagearbejdet, Men Arbejdstilsynet skriver:

“Det er ikke oplyst og bekræftet, at der er givet særskilt instruktion i de ulykkesfarer, der kan forekomme under det særlige farlige arbejde med elementmontage og dets konsekvenser.”

I MT Højgaard kan arbejdsmiljø- og kvalitetschef, Anne Birgitte Bonde, ikke forklare, hvorfor der ikke er givet særskilt instruktion. Hun siger, at ulykken berører hele virksomheden.

- Det er enormt trist og ulykkeligt. Det er sådan noget, vi aldrig ønsker vil ske, siger hun til TV 2 Lorry.

Hun oplyser, at den afdøde var en ung mand, der arbejdede i et rumænsk sjak, der var hyret gennem firmaet Blue Collar. Alle ansatte på byggepladsen har fået en generel sikkerhedsintroduktion ligesom APV og basisinstruktioner er blevet oversat til rumænsk.

- Hver dag instruerer de rumænske formænd på pladsen derudover medarbejderne i dagens arbejde. Det er lidt svært med sprogbarrierer at vide, om det man siger, bliver forstået på den måde, man har sagt det, siger Anne Birgitte Bonde.

Hun understreger dog, at “der er mange ting, der spiller sammen i sådan en ulykke.”

- Det handler både om instruktion, materiel og noget med kultur i forhold til, hvad man gør, og hvad man ikke gør, siger arbejdsmiljø- og kvalitetschefen i MT Højgaard.

Anne Birgitte Bonde mener blandt andet, at der skal skabes “en sikkerhedskultur, der er, som vi ønsker det.” Derudover skal stålbjælkerne fastgøres på en anden måde i fremtiden.

Og så er der generelt en kulturforskel, når det kommer til eksempelvis dansk og udenlandsk arbejdskraft.

- I Danmark har vi en dansk arbejdsmiljølovgivning, som vi andre er vokset op med, men som andre skal vænne sig til, hvis man kommer fra et andet land, hvor reglerne er anderledes, siger Anne Birgitte Bonde.

Spørgsmål: Men det er vel jeres job som arbejdsgiver at sikre jer, at de ansatte er sat ind i reglerne?

- Det har vi også prøvet. Vi må bare konstatere, at der er noget, vi ikke har gjort godt nok. Og det er ulykkeligt.

Spørgsmål: Påtager I jer noget skyld?

- For mig handler det ikke om skyld, men om at sikre, at det her ikke sker igen.

Spørgsmål: Du siger, at du ikke går op i skyld, men der kan vel også komme en straf i form af politianmeldelse eller en bøde?

- Det er sandsynligvis en bødestraf. Det forventer jeg også. Det er altid arbejdsgiverens ansvar.

Spørgsmål: Har I nogen skyldfølelse overfor pårørende?

- Som virksomhed har vi ansvaret. Jeg synes ikke, vi kan eller skal placere skyld eller ansvar på nogen. De fleste har gjort det bedste, de kunne. Inklusiv ham der er omkommet. Vi gør ikke noget for at komme til skade, når vi går på arbejde. Vi prøver at gøre det bedste, vi kan. Og det gælder også dem, der kommer til skade her. Så det er mit udgangspunkt.

Spørgsmål: Kan de ansatte ude på byggepladserne føle sig sikre lige nu?

- Det håber jeg rigtig meget. Det handler også om, at de selv siger fra, hvis der er noget, de er det mindste usikre på. Det er de også blevet opfordret til. Og så må vi finde en løsning på det. Jeg er sikker på, at byggepladsen gør, hvad de kan, for at de kan føle sig sikre.

Anne Birgitte Bonde siger, at MT Højgaard nu er i gang med en grundig undersøgelse af sagen for at finde ud af, hvor der skal strammes op i fremtiden. Der er også sat ekstra personale ind på byggepladsen, som udelukkende har fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126