23948sdkhjf

Kolding-firma køber lokal konkurrent

Kolding-baserede Vica Danmark har været på opkøb i nærområdet og overtaget Fredericia-virksomheden Alument Outdoors.

Dermed får Vica, der har specialiseret sig i fremstillingen af rum i glas som orangerier og udestuer, ikke alene 12 nye medarbejdere men også et udvidet produktprogram med Aluments pergolaer, overdækkede terrasser og solafskærminger. Og ifølge adm. direktør Dan Due Nielsen er det et vigtigt skridt på Kolding-virksomhedens vækstrejse.

– Opkøb har hele tiden været defineret som en af vækstvejene, og Alument Outdoor passer utrolig godt til os, både hvad angår produkter, men også virksomhedens værdier som ejerledet virksomhed med Thomas Kronberg i spidsen, der kommer med over i VICA Danmark, fortæller direktøren i en pressemeddelelse.

Med opkøbet nærmer Vica Danmark sig 80 medarbejdere, og virksomheden forventer, at årets omsætning vil passere de 200 mio. kr. Og på sælgers side glæder man sig over at kunne bidrage til den fortsatte vækst.

– Jeg er glad for at overlade en virksomhed i god form til Vica Danmark og blive del af deres vækstrejse. Det har betydet meget for mig, at hele teamet kommer med over for at bidrage med deres knowhow og engagement, siger sælger og direktør Thomas Kronberg.

Åbenlyse synergier

Han peger på, at man hos Vica får nye eksponeringsmuligheder i en allerede velsmurt salgs- og marketingstruktur.

– Og synergierne på produkter og indkøb er åbenlyse. Og så er jeg glad for, at VICA har omtrentlig det samme familiedrevne DNA, som Alument Outdoor har været drevet efter, siger Thomas Kronberg.

Hos Vica er planen nu at finpudse servicekonceptet yderligere, så de slutkunder, virksomheden sælger direkte til, får en totaloplevelse, når der skal købes og indrettes uderum. Og når tiden er moden, rækker ambitionerne udover de danske grænser.

– Vi skal over tid intensivere vores salg til udlandet, Norge og Sverige især, måske også Tyskland, men nu skal vi i første omgang integrere Alument Outdoor og booste salget af Vica og Aluments produkter i Danmark, hvor der stadig er stort potentiale og mange købestærke husstande og erhvervsvirksomheder, som er et yderligere fokusområde, fortæller Dan Due Nielsen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.858