23948sdkhjf

Gav 208 millioner - nu er dele af nyindkøb sat til salg

Mindre end et år efter Flügger med opkøbet af Eskaro styrkede sin tilstedeværelse i Østeuropa er dele af koncernen nu sat til salg.    

Det oplyser Flügger i en meddelelse til Fondsbørsen.  

Malingkæmpen har således besluttet sig for helt at droppe forretningen i Rusland og Belarus, hvor man med opkøbet overtog i alt tre selskaber, der altså nu er sat et til-salg skilt på.  

”Efter grundige overvejelser om Flüggers fremtidige tilstedeværelse i Rusland og Belarus, har vi besluttet at afsøge mulighederne for et frasalg af vores selskaber i Rusland og Belarus,” skriver Flügger.  

Beslutningen kommer godt seks uger efter, Flügger grundet krigen indstillede de ukrainske aktiviteter, man ligeledes sikrede sig med Eskaro-opkøbet, og med omtrent 900 medarbejdere på tværs af de tre lande er det en markant andel af forretningen, der er berørt af konflikten.  

Stor nedskrivning 

Flügger betalte ved handlen 208 mio. kr. for ejerandelen på 70 pct. af Eskaro, der desuden har aktiviteter i Estland, Letland og Finland. Det bliver imidlertid til en noget anden værdi, de tre selskaber i årsrapporten klassificeres som en aktivitet bestemt for salg.  

”Værdierne i selskaberne skal måles til dagsværdi fratrukket salgsomkostninger, og sammen med de øvrige selskaber i Eskaro gennemføres en nedskrivning på 115 mio. kr. Det baseres på en vurdering af, at goodwill på 76 mio. kr i Eskaro samt store dele af tilgodehavender i Belarus, Rusland og Ukraine er tabt,” lyder det i meddelelsen.  

Revurderer strategien 

Beslutningen får også konsekvenser for malingkoncernens forventninger til regnskabsåret, der slutter ved udgangen af april. Allerede i februar suspenderede Flügger grundet urolighederne sine forventninger til det geografiske segment 3, og i dag er usikkerheden kun blevet større.  

”Flügger har foruden ovenstående konstateret et vigende salg til private konsumenter, samt negativ udvikling på eksportmarkeder, der er påvirket af krigen i Ukraine, kombineret med fortsat stigende omkostninger til råvarer, transport og energi,” skriver koncernen.  

I dag forventes driftsresultatet (EBIT) i segmentet at lande på et minus i niveauet 120-130 mio. kr., mens det samlede driftsresultat forventes i niveauet 40-60 mio. kr. Det tal lød i 2020/21 på 228 mio. kr.  

På toplinjen forventer Flügger dog stadig vækst. Her fastholdes den justerede forventning om en omsætning i niveauet 2,5-2,6 mia. kr., men situationen har fået koncernen til at genoverveje den strategi, der i høj grad havde fokus på de nye markeder i øst.  

Derfor suspenderer virksomheden nu den strategiske målsætning om en omsætning på 3,5 mia. kr. samt en EBIT-margin på 10 pct. i regnskabsåret 2023/24.  

”Da en del af strategien var baseret på organisk vækst og opkøb i Østeuropa, vil vi benytte den kommende periode til at revurdere den strategiske målsætning,” oplyser koncernen.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156