Licitationen mener: Vejdirektoratet viser vejen for god praksis
Vejdirektoratet har altid været kendt og respekteret for med stor autoritet og med stærke, faglige kompetencer at udbygge, forny og vedligeholde statsvejnettet, broer og tunneler.
Bevillingerne til Vejdirektoratets arbejde er jo politisk bestemt, men også i det spændingsfelt formår direktoratet, for det meste, at få alle ender til at passe sammen.
Der er også god grund til at rose Vejdirektoratet for ikke at have den sædvanlige statslige berøringsangst i forhold til de mange entreprenører og leverandører, der entreres med. Der er rene og klare linjer i udbudsproceduren og forventningsafstemningen foregår i øjenhøjde, lyder det fra branchen.
Det er derfor også rettidig omhu, når Ida Rasmussen, Vejdirektoratets afdelingsleder for Større Anlæg, melder ud, at andre end markedets mastodonter skal kunne byde ind på opgaver fra Infrastrukturplan 2035, når Vejdirektoratet fra næste år begynder at rulle de første store anlægsopgaver ud til markedet.
Vejdirektoratet er jo afhængige af at få endnu flere spillere ind end den håndfuld, som normalt byder på de store opgaver. Det skærper konkurrencen, men det sikrer også, at opgaverne kan løses som perler på en snor fordi der er flere til at løfte de mange opgaver de kommende år.
Så møder du en medarbejder fra Vejdirektoratet, så giv lige ham eller hende et klap på skulderen for at bruge mulighederne for at udbyde opgaver i både total- og hovedentrepriser.
Artiklen er en del af temaet Lederen.