Case følger strømmen mod eldrift
Trenden går mod eldrevne maskiner, og det er der sådan set ikke noget nyt i. Det nye er, at amerikanske Case faktisk ikke rigtigt har været med på bølgen før nu. Men adm. direktør Palle Kjærsgaard fra S.D. Kjærsgaard ser frem til, at der nu også kommer strøm i produkterne:
- Det er en fin maskine, og det at det kommer frem på et investormøde betyder at der er vægt bag ordene, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.
Maskinen, der er en lille minigraver på ca. 1,3 ton, ventes at ramme det europæiske marked i 2023, altså til næste år engang.
Rammer præcist
- Størrelsesmæssigt og kapacitetsmæssigt rammer den ret præcist ind i segmentet. Den har rigtig gode kræfter og den seneste teknologi, så det skal nok blive et hit, siger Palle Kjærsgaard.
- Jeg synes det er en rigtig god ide med eldrift - men det egner sig bedst til de små maskiner. Når det gælder de store maskiner, så udvikles der fortsat på dieselteknologier, der kan gøre det mere rent og mere økonomisk at køre med. Men eldrift er ganske enkelt ikke rigtigt en mulighed på de store maskiner, som vi jo også sælger, siger Palle Kjærsgaard.
Andre brændstoffer
Her tror han mere på andre brændstoffer, som brænder renere og forurener mindre.
Der er flere eldrevne maskiner på vej i Cases kompaktserie af maskiner. Blandt andet findes der video af en rendegraver kaldet Case 580EV, som er en maskine, der testes i øjeblikket. Men den er ikke lige på trapperne.
- Det er som sagt i kompaktserien, at vi vil se flere eldrevne modeller hen ad vejen. Det vil også være læssemaskiner i størrelsen op til 5-6 tons, at det vil være aktuelt med eldrift hen ad vejen, siger han.
- Det er utroligt svært at sige, hvor det går henad med de større maskiner, når man taler om markedet generelt.
- HVO er jo bare en dieselolie tilsat biodiesel, men den udleder jo også forskelligt. Brint er også en mulighed, men jeg kan ganske enkelt ikke sige, hvor det ender. Indtil videre er diesel og en fortsat udvikling i renere teknologi nok vejen frem, siger Palle Kjærsgaard, som ellers bestemt ikke er afvisende overfor nye teknologier.
Flere på vej
Den første nye på eldrift har en elmotor på 16 kW, og den har variabel sporvidde, så den kan køre gennem døråbninger og arbejde tæt på bygninger, da den har en meget lille venderadius.
Den er udstyret med en 21,5 kW litium-ion batteri, og den kan lades enten via den interne lader eller via en ekstern lader, hvor den kan ladces op på cirka 90 minutter.
Den vil kunne arbejde gennem en hel arbejdsdag på otte timer.