23948sdkhjf

Grøn omstilling kræver uddannelse, som giver stor byggeindsigt

En sammenhængende og fokuseret uddannelse baseret på forskning er afgørende for, at byggeriet kan opfylde de nye krav i forbindelse med grøn omstilling. Krav der kommer i både bygningsreglement og gennem mindre adgang til naturlige råstoffer, som kræver, at vi til stadighed udvikler produkter og processer. Derfor ser vi i Dansk Beton og i Dansk Infrastruktur med stor bekymring på den nylige reorganisering på DTU, hvor DTU Byg er blevet nedlagt som enkeltstående byggefagligt institut.

Den grønne omstilling er den helt overskyggende dagsorden i den danske byggebranche, når vi ser flere år frem. Grøn omstilling handler både om at reducere CO2-udledningerne fra byggeriet, om at bruge færre naturressourcer og om at øge genbrug og genanvendelse. Uden at vi går på kompromis med sikkerhed, sundhed og komfort i bygningerne.

De seneste års fokus på byggeriets CO2-aftryk har skabt et helt enormt stort træk på dygtige LCA eksperter hos rådgivere, arkitekter med flere. Mange af de store rådgivende ingeniørfirmaer beretter om meget stor organisk vækst indenfor netop disse fag. Og heldigvis fatter mange unge interesse for at uddanne sig til at arbejde med bæredygtighed og gøre en forskel i forhold til den grønne omstilling.

Men den grønne omstilling i byggeriet skabes ikke alene af dem, som kan regne på CO2 og dokumentere byggematerialers aftryk. Der er et voksende behov for dygtige og innovative ingeniører, som har de grundlæggende færdigheder indenfor konstruktioner og materialer på plads.

Nedlæggelse kan svække grøn omstilling

Ifølge DTU tager den reorganisering, hvor man nedlægger DTU Byg, afsæt i ønsket om at styrke området og skabe stærkere forskningsmiljøer til at udvikle bæredygtig teknologi for mennesker. Det kan man ikke være uenig i. Men det virker ulogisk, at en styrkelse og en fokusering af et område så centralt som byggeriet skal ske ved en adskillelse af kompetencer, som er indbyrdes dybt afhængige.

Med nedlæggelsen af DTU Byg ser Dansk Beton og Dansk Infrastruktur en risiko for, at man på DTU taber blikket for helheden inden for bygningsingeniøruddannelserne og forskning i byggeriet.

Byggeri og anlæg er en kompliceret proces helt fra design over produktion til den praktiske udførelse. Ved at sprede de enkelte fagligheder fra DTU Byg på flere institutter er der stor risiko for, at sammenhængen går tabt. Eksempelvis er det næppe hensigtsmæssigt, at man adskiller viden om statik fra materialer på betonområdet, hvor løsningerne på fremtidens omstilling netop skal findes i krydsfeltet af disse discipliner. Og når flere institutter har ansvaret for hver sit delområde, bliver det uklart, hvem der sikrer, at der er sammenhæng og en hensigtsmæssig forsknings- og undervisningsplanlægning. Og hvem fra DTU som tegner byggeriet på ledelsesniveau både internt og eksternt.

Et kritisk tidspunkt

Med nedlæggelsen af DTU Byg nedlægger DTU samtidig sit advisory board med faglige eksperter fra erhvervslivet - dem der blandt andet skal aftage DTU’s kandidater. Dette vækker yderligere bekymring, da der fortsat vil være behov for tæt samarbejde mellem forskning, uddannelse og erhverv på byggeområdet.

I Dansk Infrastruktur og Dansk Beton har vi således en bekymring for, at det trods hensigten om at styrke området reelt vil føre til en svækkelse på et kritisk tidspunkt for byggeriet, hvor vi har brug for at møde nye krav og demonstrere fremskridt indenfor bæredygtighed.

Med respekt for reorganiseringen opfordrer vi DTU’s ledelse til bred involvering og dialog med byggebranchen for at sikre en styrket forskning og uddannelse på DTU på byggeområdet.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109