Udsigt til underskud og prisstigninger knækker byggefirma med 50 ansatte
Kombinationen prisstigninger og underskud var mere end byggefirmaet Lunderskov Nybyg A/S kunne klare. Firmaet er blevet erklæret konkurs, fremgår det af Statstidende.
Byggefirmaet med base i Lunderskov vest for Kolding havde omkring 50 ansatte og stod både for nybyggeri og renoveringer.
Kurator i boet, advokat Jan Bruun Jørgensen, bekræfter konkursen overfor jv.dk og peger på to hovedårsager:
– Der ligger et årsregnskab, der endnu ikke er offentliggjort for 20/21, hvor der er et underskud på 9,7 mio. kr. efter skat. Og så har virksomheden givet tilbud på opgaver, hvor prisstigninger på materialer og underleverandører nu gør, at selskabet også ville kunne se frem til underskud det næste år, siger han til jv.dk.
Lunderskov Nybygs senest tilgængelige regnskab, der dækker 2019/20, viser et plus på 1,1 mio. kr. før skat samt en bruttofortjeneste på 15,5 mio. kr. I 2018/19 var tallene henholdsvis 1,1 mio. kr. og 13,9 mio. kr.
Ifølge jv.dk, som har fået aktindsigt i konkursbegæringen, havde selskabet en friværdi på knap 1,7 mio. kr., men skylder mere end 13 mio. kr.
Forsidefoto: Colourbox