Licitationen mener: Brug Bygningspuljen mod russisk gas
Det var en energimæssig landvinding, da det samlede danske naturgasnet blev indviet i 1984. Kombineret med olieudvindingen startede Danmark for alvor rejsen mod selvforsyning.
Til trods for en meget høj selvforsyningsgrad, så har den danske energipolitik altid stået på skuldrene af energipriserne på verdensmarkedet, delvist fordi prisen på naturgas politisk har været bundet op på prisen på olie. Lige nu er situationen den, at andelen af danskproduceret energi stadig falder samtidig med, at energiforbruget herhjemme stiger. Det behøver ikke i sig selv at være et problem, men er det lige nu, hvor der er ekstra fokus på den russiske gas.
Det er allerede tidligere bestemt, at gassen som opvarmningskilde skal udfases i Danmark. Gasfyrene i boligerne skal udskiftes med andre energikilder, som for eksempel varmepumper. Det samme kommer til at ske med de oliefyr, som endnu står og brummer i danske parcelhuse.
Nøjagtig, som det var tilfældet, da naturgassen blev indført i Danmark, så er det politikerne som bestemmer retningen og hastigheden for, hvornår og hvordan man udfaser gassen og dermed blive mindre afhængig af den russiske gas og fossile brændsler generelt
Derfor skal politikerne effektivisere Bygningspuljen, så de danske boligejere hurtigere kan rette blikket mod varmepumper og sige nej tak til den russiske gas. Og måske kan politikerne samtidig hjælpe Ørsted til også at sige nej tak til gassen fra Rusland.
Artiklen er en del af temaet Lederen.