Hold fast i talenterne i kampen om arbejdskraft
Vi kommer til at mangle dygtige folk i vejbranchen. Der er brug for både hænder og hoveder for at løfte fremtidens mange opgaver på vej-, klima- og forsyningsområdet. For selvfølgelig er vi en del af den benhårde kamp om arbejdskraften og af simple demografiske grunde, er det ikke muligt for alle brancher at vinde. Der er derfor grund til at finde på andre løsninger end blot at lokke flere til sin egen branche.
Det betyder ikke, at vejbrancnen ikke står med et kolossalt problem i forhold til rekruttering. Der er fx et stigende problem med mangel på vej- og trafikfaglige ingeniører, som er den mest videnstunge og projektansvarlige medarbejdergruppe i vejbranchen. Der er derfor god grund til bekymrede miner, når snakken går i branchen om rekruttering på alle niveauer, når vi ikke uddanner tilstrækkelig mange ingeniører.
Det forhold, og så den glidende takling, som blev sat ind, da nyheden om flytning af uddannelserne for ingeniører på infrastrukturområdet blev leveret. Det kaldr på omtanke. I ingeniørforeningen lyder vurderingen således, at udflyning af ingeniøruddannelsen Veje og Trafik fra Aalborg til Esbjerg kan ende med at betyde endnu færre af de ingeniører, som Danmark kommer til at mangle i de kommende år.
Generation z
Når det er sagt, så befinder ingeniørfaget i traditionel forstand sig ikke øverst på ønskesedlen hos den generation z, som ellers er født ind i den digitale tidsalder med hele verden som legeplads. Mand eller kvinde. Der skal arbejdes lidt med ingenørfagets appel til de unge.
Eller som Institut for Fremtidsforskning beskriver det: " Vi kan vente at møde nogle superkompetente digitale indfødte med stor forståelse for netværk og forretning i den multiglobale verden med udgangspunkt i den nordlige provins Danmark". En vi kan holde MUS med, og som selv kan formulere, hvad der skaber den gode arbejdsplads, som by the way sagtens kan være noget med at arbejde fleksibelt både i tid og rum.
Appellen til de unge er en stor udfordring, som branchen og uddannelsesstederne må tage på sig. Vi skal sammen svare på det store hvordan?
Der er behov for vejmanden
Men stop lige en halv. For der er hverken i vejbranchen eller i andre sektorer rigtig noget som fungerer uden et operationelt niveau - altså vejarbejderen, som det engang hed. Man kan ikke lave ledningsgrave eller stille afmærkning op fra kanten af et cafebord. Og forresten hjælper flekstid eller andre funktionærgreb heller ikke ude på landevejen. Det flydende arbedsbegreb spiller ikke her.
I VEJ-EU har vi et andet bud på en løsning. Vi kunne satse på det faglige skulderklap. Ser vi på de kursister, som passer et job i den operationelle del af værdikæden, så er det ret almindeligt, at de har taget det krævede certifikat på kurset Vejen som Arbejdsplads. Certifikatet holder i fem år, og i de fem år er det så som så med kursusdeltagelsen i blandt de fleste.
Fasthold i stedet for at rekruttere
Der ligger således en gylden mulighed for at løfte kompetenceniveauet også hos den operationelle medarbejder. Ikke nødvendigvis med det formål, at vedkommende rykker videre op i det hierarkiske system, men slet og ret for at blive bedre til at arbejde som udførende hver eneste dag.
Det vil sige at alle skal have mulighed for at styrke færdigheder, viden, selvfølelse og arbejdsglæde ved at overgå den certificering, man har opnået - og som man som minimum skal have, for at varetage arbejdet med sikkerhed ved vejarbejde.
Den løbende udvikling og dygtiggørelse af den enkelte i forhold til kendte og nye processer har ofte stor indflydelse på, hvorvidt man vælger at blive i sit job, eller om man løber sur og derfor finder behov for at søge udfordringer i andre brancher.
Kompetenceudvikling kan derfor i den bedste af alle verdener gøre arbejdet mere attraktivt og medvirke markant til at fastholde tilfredse medarbejdere. Og det er i mange tilfælde en meget bedre løsning og mere profitabelt end rekruttering. I sidste ende et nødvendigt sats, hvis der skal være folk tilbage på vejen til at få opgaverne løst.
Artiklen er en del af temaet Debat.