23948sdkhjf

Maskiner under Broen sprænger rammerne

Der er kommet flere udstillere til i forhold til sidste gang, Maskiner Under Broen fandt sted:

- Indtil videre har 100 virksomheder købt standplads, og vi forventer klart at runde de 106 udstillere, som er vores egen rekord. Netop derfor er det mildest talt imponerende, at vi allerede nu har været nødt til at finde tegnebrættet frem og udvide standarealet i forhold til sidst. Der bliver ganske enkelt købt større stande, og det kan vi kun tolke på én måde: Virksomhederne vil det her, fastslår Erik Nissen i en pressemeddelelse fra arrangørerne. Han har solgt 22.250 kvm standareal til udstillingen. Da Maskiner under Broen slog portene op sidst, var det samlede standareal 21.000 kvm.

Der er naturligvis ikke uendelig plads på udstillingsarealerne i Middelfart ved den nye Lillebæltsbro, men Erik Nissen pointerer, at efter udvidelsen er der plads til knap 25.000 kvm stande, så der er stadig håb for de virksomheder, som endnu ikke har bestilt en stand.

Maskiner under Broen

Maskiner under Broen er arrangeret af Maskinleverandørernes sektion 2 – Vej, Park & Anlæg og har været afholdt i 2016 og 2018. På grund af Coronasituationen blev messen i 2020 aflyst. 
Udstillingen afholdes på arealerne under den nye Lillebæltsbro ved Middelfart, er gratis for fagfolk og finder sted sidst i august.

Maskindemo’er kræver plads

Hos brancheforeningen Maskinleverandørerne, der arrangerer Maskiner under Broen, er formand for foreningens messeudvalg, Birger Pedersen, begejstret for den store opbakning til udstilling, men han understreger, at formålet ikke er at skabe den størst mulige udstilling.

- Det handler om at lave den bedste udstilling for både besøgende og udstillere, og vi har ingen ambitioner om at vokse for meget. Alligevel er det glædeligt, at maskinleverandører fra hele landet ikke kan vente med at komme ud og vise deres produkter. Og i forhold til det større standareal tror jeg, at det har betydet noget, at vi officielt har tilladt tændte motorer og maskindemonstrationer på standene. Det kræver jo lidt ekstra plads, så sikkerheden er i orden, når fagfolkene tester grejet selv, fortæller Birger Pedersen, der desuden er indehaver i Timan A/S, som netop vil bruge noget af standarealet på at tilbyde gæsterne at prøve maskinerne.

Hele produktsortimentet med

En af de udstillere, som har valgt at købe en større stand end ved sidste udgave af Maskiner under Broen, er Epoke A/S. Virksomheden havde 250 m2 til rådighed i 2018 men hele 500 m2 i år, og det skyldes, at man simpelthen vil tage hele sortimentet med, fortæller sælger John Overgaard Jensen.

- Først og fremmest vil vi gerne vise hele vores produktprogram frem denne gang, og det kræver mere plads. Men vi har også vores BRODD-serie af mekaniske fejemaskiner til montering bag traktoren. Det er solidt udstyr, som vi ikke tidligere har promoveret i Danmark, men det kommer vi altså til Maskiner under Broen for at gøre, siger han.

Det er dog stadig virksomhedens vintermateriel, som er i fokus, når Epoke A/S udstiller, og her kan John Overgaard Jensen mærke, at snestormen i december 2021 ikke er gået ubemærket forbi hos de ansvarlige for landets mange vintertjenester.

- Salget af eksempelvis saltspredere har været ret solidt hele tiden, men efter især Nordjylland og Nordsjælland fik et rigtigt snefald i starten af december, har vores kunder virkelig fået øjnene op for sneplovene igen. Det har der ellers ikke været meget fokus på i de seneste år, fortæller John Overgaard Jensen.

Ligesom alle andre leverandører og producenter i branchen opfordrer han desuden kunderne til at være tidligt ude med ordrerne, da hverken leverancetiderne eller priserne lader til at være på vej tilbage i et naturligt leje lige foreløbig.

Bucher Municipal A/S er en ny udstiller på Maskiner under Broen, og de har valgt at starte med 500 m2 til udstillingen i august. Det skyldes, at virksomheden har samlet alle deres brands under ét navn - Bucher Municipal - som de nu er klar til at præsentere især de kommunale indkøbere for.

"Vi står klar til at servicere kommunerne med vinterudstyr og fejebiler fra de kompakte modeller i byrummet med 2-5 m3 i volumen til de store, lastbilmonterede med 14 m3. Vi skræddersyr hver maskine til den enkelte kundes behov, og derfor er vi også nødt til at have god plads på Maskiner under Broen for virkelig at vise mulighederne fra hele programmet," fortæller Area Manager Danmark, Henrik D. Kristensen. Han forventer, at der vil være særlig publikumsinteresse for den del af maskinerne, som er på el.

- Der er ingen tvivl om, at grøn omstilling og bæredygtighed står rigtigt højt på den kommunale dagsorden. Derfor glæder vi os til at præsentere eksempelvis vores el-fejebiler, der kan køre ti timer på én opladning, siger han. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094