Tocifret vækst på flere fronter - MT Højgaard buldrer afsted
Entreprenørkoncernen MT Højgaard Holding har netop præsenteret sine regnskabstal for 2021, og her er tocifret vækst i både omsætning og indtjening.
Omsætningen steg til 7,2 mia. kr. efter 25 pct. vækst, hvoraf 18 pct. var organisk. Fire af de fem forretningsenheder havde to eller trecifret vækst.
Driftsresultatet før særlige poster steg 72 pct. til 179 mio. kr. som følge af højere aktivitet, bedre kapacitetsudnyttelse, lavere nedskrivninger samt avancer ved grund- og projektsalg, lyder det fra entreprenørkæmpen.
Resultatet af primær drift (EBIT) blev 127 mio. kr. mod 33 mio. kr. i 2020.
- Vores fokus på konkurrencedygtighed og samarbejder lønner sig. Drift og indtjening forbedres løbende, og ordreindgangen viser, at stadig flere kunder er villige til at gå ind i samarbejder, hvor bygherre, rådgivere og entreprenør er fælles om at optimere processer og undgå konflikter, siger adm. direktør og koncernchef Morten Hansen i en kommentar til udviklingen.
Ordrebogen bugner
Ordreindgangen steg 35 pct. til cirka 10 mia. kr. og rummede flere ordrer i nye samarbejdsmodeller. Desuden vandt forretningsenhederne tre store, flerårige strategiske byggepartnerskaber med Region Hovedstaden, Københavns Kommune, KAB og Civica potentielt en samlet værdi i niveauet 7-8 mia. kr..
Ny topchef
Henrik Mielke skifter 15. marts i år rollen som topchef i datterselskabet Enemærke & Petersen ud med posten som adm. direktør i MT Højgaard-koncernen, en post han overtager efter Morten Hansen
De seneste syv år har Henrik Mielke været adm. direktør for koncernens forretningsenhed Enemærke & Petersen med cirka 1.100 medarbejdere og en forventet omsætning på 2,8 mia. kr. i 2021.
Beholdningen af endelige, ubetingede ordrer steg til 10,8 mia. kr. mod 8 mia. kr. ultimo 2020.
Vundne, men endnu ikke kontraherede ordrer havde en samlet værdi på cirka 4 mia. kr., som vil indgå i ordrebeholdningen, når ordrerne bliver kontraheret.
På linje med forventningerne
Udviklingen var en tand bedre end de seneste opdaterede forventninger til omsætningen i 2021, som entreprenørkoncernen fremlagde i oktober. Her blev den ventede omsætning sat i niveauet 7,1 mia. kr. mod en tidligere forventning på cirka 6,8 mia. kr. svarende til en vækst på 19 pct. i forhold til 2020.
Koncernchef Morten Hansen pegede dengang på især tre forretningsområder i MT Højgaard Holding A/S, som har bidraget til at løfte forventningerne.
- Opjusteringen skyldes primært, at performance i Enemærke & Petersen, MT Højgaard Danmark og MT Højgaard Projektudvikling er bedre, end vi havde forventet, sagde Morten Hansen dengang til Licitationen.
MT Højgaard-koncernen
Koncernen består af fem ligestillede forretningsenheder: MT Højgaard Danmark (storentreprenør inden for byggeri, anlæg og infrastruktur), Enemærke & Petersen (landsdækkende entreprenør inden for nybyg og renovering), MT Højgaard International (international entreprenør inden for bygge- anlægs- og teknikopgaver på udvalgte internationale markeder og projekter), MT Højgaard Projektudvikling (bæredygtig udvikling og realisering af byggeri og Offentligt-Private Partnerskaber) og Scandi Byg (markedsleder inden for bæredygtigt, certificeret modulbyggeri i træ).
I december sidste år blev det til det endelige frasalg af pavillonfirmaet Ajos.
Nye tocifrede væksttal
MT Højgaard Holding forventer igen i 2022 tocifret vækst i omsætning og driftsresultat. Omsætningen ventes at blive i niveauet 8,0-8,2 mia. kr. efter 11-14 pct. vækst, mens driftsresultatet før særlige poster ventes at stige 40-55 pct. til 250-275 mio. kr., drevet af større aktivitet og bedre marginer efter højere kapacitetsudnyttelse og lavere nedskrivninger.
MT Højgaard Holding gav i oktober 2021 en foreløbig prognose om et driftsresultat i niveauet 280 mio. kr. i 2022. Præciseringen af forventningen skyldes salget af Ajos’ sidste aktiviteter i december og større klarhed over effekten af prisstigninger på byggematerialer og arbejdskraft.
- MT Højgaard Holding står i dag på en styrket platform, og selv om der stadig er nok at tage fat på, er vi komfortable ved, at fremgangen fortsætter i 2022. En opdateret strategi vil fra 2023 udstikke rammerne for den videre udvikling, udtaler Morten Hansen nu.
mio. kr. | 2021 | 2020 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 7.203 | 5.780 |
Resultat af primær drift (EBIT) | 127 | 33 |
Årets resultat | 118 | 101 |
Aktiver i alt | 4.339 | 4.010 |
Egenkapital | 737 | 624 |
Antal ansatte | 2.785 | *2.595 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.12.2021. * Justeret for salg af Ajos' aktiviteter. |