Rådgiver går utraditionel vej: Forsker skal udvikle virksomhedens grønne løsninger
Den relativt nytiltrådte adm. direktør hos arkitekt- og ingeniørfirmaet BK NORD A/S i Allaborg, René M. Larsen, er helt klar i mælet, når det gælder fremtidens byggeri:
- Bæredygtighed er det nye sort, og vi skal sammen med vore kunder facilitere bæredygtige løsninger, for der er ikke længe til, at bæredygtighed bliver et krav fra investorer og bygherrer, siger René M. Larsen i en pressemeddelelse.
For at hjælpe processen mod øget fokus på bæredygtighed, har firmaets nye ledelse bestående af adm. direktør René M. Larsen og brand- og konstruktionschef Bente Søgaard, netop ansat civilingeniør i arkitektur, Camilla Brunsgaard Fugmann, som kreativ chef. Camilla Brunsgaard Fugmann har i mere end 14 år beskæftiget sig med bæredygtig arkitektur. Hun har en Ph.d. indenfor bæredygtigt byggeri, og er DGNB konsulent. Hun kommer fra en lektorstilling på Aalborg Universitet, hvor hun har forsket og undervist indenfor bæredygtigt byggeri siden 2007.
Forsker og underviser
Camilla Brunsgaard Fugmann har blandt andet arbejdet sammen med Green Building Council, MOE ingeniører og Arkitema Architects i et Realdania-støttet projekt, og udviklet nye kriterier med fokus på sundhed og velvære til DGNB certificeringsordningen. Endvidere har hun undersøgt design- og beslutningsprocesser i realiserede DGNB projekter.
- Jeg medbringer forskningserfaring, som altid har været praksisnær og fokus på bygbare løsninger, siger hun og tilføjer:
- Byggeriet har i mange år været erfaringsbaseret, når det kommer til nye løsninger. Det har vi ikke tiden til nu – udviklingen og krav til klima og ressourceforbrug kræver at der arbejdes med viden og evidens, og konvertere det til brugbare konkrete løsninger. Det er en proces, jeg kender, og som jeg glæder mig meget til at arbejde med i helt konkrete sammenhænge, siger hun.
Samtidig er hun så tæt på forskningsmiljøet, at hun kan uddrage de helt nye udviklinger fra denne verden, og medvirke til at omsætte dem til tekniske løsninger i byggeriet, og det gælder over en bred kam.
Strategisk vigtigt skridt
BK NORD A/S er en travl virksomhed i stor udvikling. Ordrebogen er stort set pakket et godt stykke tid ind i fremtiden:
- Det er jo et solidt fundament at have for at tage fat på udviklingen af firmaets næste fase, og det er et vigtigt strategisk skridt at tage, siger René M. Larsen. Han tilføjer, at når stillingen hedder kreativ chef, så handler det jo ikke kun om at slå sjove streger, men ikke mindst også om at integrere nye teknologiske landvindinger, energiløsninger og bæredygtighed i de nye byggerier.
- Det kræver kreativitet at omsætte ny viden til bygbart og brugbart byggeri, men det er og bliver et krav, som inden længe vil afspejle sig i konkret lovgivning, og her vil vi meget gerne være med helt i front, og for længst i gang, når det sker, siger René M. Larsen.
- Det kan godt lyde lidt højtravende og teoretisk, men det er vigtigt for os at signalere, at vi netop ser det som vores fornemmeste opgave at hive tingene lidt ned på jorden, så de er til at have med at gøre. Derfor bliver det også et samarbejde mellem os og bygherrerne, og det er vores opgave at formidle de brugbare løsninger, så bygherren er tryg og vidende om, hvad han går ind til, siger René M. Larsen.
Omfattende digitalisering
Arkitektfirmaet BK NORD A/S er egentligt udsprunget af landbruget, og har fortsat en stor niche i at tegne landbrugsbyggerier. Men i dag fylder erhvervsbyggerier og boligbyggerier mest i selskabets ordrebog. 18 medarbejdere sidder i komfortable omgivelser i udkanten af Aalborg, og det stopper ikke med bæredygtigheden:
- Vi er i gang med at digitalisere en række af vore processer i virksomheden. Det betyder bl.a. at vi vil være bedre at projektere med BIM-modeller som redskab, hvilket vil være en stor hjælp i projekteringsfasen, hvor bygherren kan se, hvilke konsekvenser forskellige til- og fravalg får for byggeriet, siger den nye direktør.
Samtidig vil alle parter, der er involveret i byggeriet, kunne holde online-møder, og alle involverede vil til enhver tid have adgang til samtlige bilag i byggesagen.
Camilla Brunsgaard Fugmann har en baggrund som forsker og formidler, og skal nu som kreativ chef hos BK Nord A/S som en del af ledergruppen, arbejde med at implementere brugbare bæredygtige løsninger. (Foto: Maria Graven Andersen)