23948sdkhjf

Entreprenør går med maskinstyring

Peder Juel Sørensen har længe gået og taget tilløb til at opgradere med et maskinstyringssystem. Han ejer PJS Entreprenør med adresse i Sall ved Hammel og koncentrerer sig om opgaver i jorden, blandt andet fundament med sandpuder, kloakering, beton og belægning.

- Jeg er nok lidt gammeldags og har ikke tænkt så meget på ny teknologi på vores gravemaskiner. Men jeg er blevet inspireret af mine medarbejdere og gik i gang med at undersøge mulighederne, fortæller Peder Juel Sørensen, der etablerede PJS Entreprenør i 2008, i en pressemeddelelse fra leverandøren.

Virksomheden, der hverken har hjemmeside eller facadeskilt ved firmaadressen, har syv medarbejdere på lønningslisten. Kæresten er også ansat og tager sig af bogholderiet.

Blandt flere udbydere af maskinstyringssystemer valgte han Sitech Danmark med hovedkontor i Horsens.

I slutningen af 2021 investerede han i to nye gravemaskiner - en på 2,7 ton og en på 8 ton. Den ene er en Cat 302,7, som Sitech har udstyret med 1D Trimble Earthworks-maskinstyringssystem, som ikke er GPS-baseret og typisk er målrettet mindre opgaver. Den anden gravemaskine er af samme fabrikat, Cat 308, som er leveret med 2D Trimble Earthworks-løsning med automatik i pakken. 2D-varianten kan opgraderes til 3D.

Derudover har entreprenøren købt en håndholdt Trimble-rover. Og mens han nu alligevel var i gang med den store opgradering, købte han såmænd også en brugt Cat 323 (23 ton), som Sitech efterfølgende har monteret med 3D Trimble Earthworks-maskinstyringssystem. Der er forskellige tilt- og rotationsordninger på de tre gravemaskiner.

- Jeg stod ved en skillevej og skulle tage beslutningen om, hvornår der skulle investeres i ny teknologi. Næste gang, der skulle købes en ny gravemaskine hjem, skulle det være. Så maskinstyringssystemer har fyldt en del i virksomheden den sidste tid, forklarer Peder Juel Sørensen med et stort smil.

På kursus hos Sitech

Entreprenøren tager gerne en tørn i en af gravemaskinerne i tilfælde af sygdom eller ekstra travlhed, så det er ikke ham, der kommer til at nørde med den nye teknologi. I skrivende stund er Peder Juel Sørensen og et par medarbejdere på maskin- førerkursus hos Sitech, så de kan blive klogere på de nye maskinstyringssystemer i teori og praksis.

- Vi kan se, at vi har sparet en håndmand på flere af de opgaver, vi har lavet, så fremover skal vi kun sende én mand afsted. Det betyder, at vi på samme tid kan være i gang på flere pladser, end vi kunne før, og det øger vores kapacitet. En anden væsentlig pointe er, at det bare er blevet så svært at finde nye medarbejdere, og den situation tvinger os til at blive mere effektive, Med de nye løsninger kan vi kvalitetssikre vores arbejde, ligesom vi over for kunderne nu kan dokumentere, hvad der er lavet af arbejde nede i jorden, siger Peder Juel Sørensen.

Lønsomhed og præcision

Peder Juel Sørensen kan endnu ikke dokumentere sort på hvidt, hvad Trimble-teknologien har kastet af sig af økonomiske fordele.

- Vi sparer helt klart en del løntimer pr. opgave, det er jeg ikke i tvivl om. Nu får vi jo udført opgaven korrekt den første gang. Men vi kommer også til at spare en del på vores materialeforbrug (grus, sand og muldjord), fordi vi kan måle med præcision, hvor meget jord der skal graves af, inden vi f.eks. skal lave en sandpude. Nu skal vi lige lære at bruge maskinstyringssystemerne ordentligt, så skal vi nok få hævet vores indtjening, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141