23948sdkhjf

A. P. Møller trækker stikket til Nyborg Slot

A. P. Møller Fonden trækker den økonomiske støtte til Nyborgs 340 mio. kr. dyre slotsprojekt.

Det erfarer TV 2 Fyn, efter blandt andet Slots- og Kulturstyrelsen har meddelt, at A. P. Møller Fonden har bedt styrelsen om at søge bevilling til projektet, når det måtte blive aktuelt. Projektet er blevet forsinket og fordyret flere gange.

Baggrunden for, at fonden har sat bevillingen i bero er ifølge TV 2 Fyns oplysninger projektets udskudte tidsplan og kommende fordyrelser af projektet i en tid, hvor der er mangel på byggematerialer og arbejdskraft.

Folketingets kulturordførere blev tirsdag morgen orienteret om A. P. Møller Fondens beslutning, der konkret betyder, at 60 af de 107 mio. kr., som fonden havde bevilget til projektet, ikke udbetales.

De 47 mio.kr. er brugt på blandt andet renovering af hovedbygningen på slottet, pladsen foran Nyborg Rådhus og projekteringsudgifter.

Indstillet på tage stilling til en fornyet ansøgning

A. P. Møller Fonden har ikke udtalt sig til TV 2 Fyn, men bekræfter i en pressemeddelelse fra Slots- og Kulturstyrelsen, den udtræder af partnerskabet om projektet.

- Med meldingen fra A.P. Møller Fonden står vi i en ny situation, og vi vil hurtigst muligt drøfte de næste skridt med de resterende parter i projektet. Det er derfor for tidligt at sige præcist, hvad der kommer til at ske herfra, siger Jesper Hermansen, der er direktør i Slots- og Kulturstyrelsen, i meddelelsen.

- Uanset hvad skal vi stadig færdigøre det sidste af restaureringsarbejdet på slottet. Vi er næsten i mål med en restaurering af Kongefløjen både udvendigt og indvendigt, og Nyborg har fået et nyt, multifunktionelt torv neden for slottet. Det arbejde vil – uanset hvad vi kommer frem til – bestå, fortsætter han.

A.P. Møller Fonden har oplyst, at den vedstår den oprindeligt aftalte fordeling af omkostninger til de allerede gennemførte opgaver og faser. Fonden har endvidere tilkendegivet, at den er indstillet på tage stilling til en fornyet ansøgning om støtte til en fuldendelse af et projekt ved Nyborg Slot, når en realistisk tidsplan for et endeligt projekt og dettes økonomi foreligger.

V og K ønskede ny anlægslov

- Det er et projekt, som Nyborg har kæmpet for i ti år. Det er helt grotesk, når man tænker på, at det tog tre år at få opført Operaen i København. Mit hjerte græder både for Nyborg og på kulturens vegne, siger Mai Mercado, (K), der sidder i Folketingets kulturudvalg.

Sammen med Venstre har Konservative støttet en ny anlægslov, der skulle fremskynde projektet, som kuldsejlede, da et snævert flertal på 4-3 i Miljø og Fødevareklagenævnet stoppede projektet.

Det skete med henvisning til, at projektet nye udstillingsbygning blev bygget på et fredet fortidsminde.

Herefter besluttede et flertal at fremsætte en ny museumslov, der skal gøre det mindre restriktivt at bygge på fredede fortidsminder. Desuden indeholder loven et nyt klagenævn, der først og fremmest er bemandet med sagkyndige.

Hans Chr. Schmidt (V), formand for Folketingets kulturudvalg, er skuffet over, at regeringen ikke har lyttet til Venstres ønske om en anlægslov.

- Regeringen har hele tiden fastholdt, at det ville være lige så hurtigt at vedtage en ny museumslov. Men en anlægslov ville have betrygget investorerne i, at projektet blev til noget og var på skinner. Ingen kan overbevise mig om, at en museumslov er et lige så hurtigt redskab, siger Hans Chr. Schmidt.

Mai Mercado er enig.

- Vi står i dag i en situation, hvor der ikke engang er adgang til den renoverede kongefløj. Vi har et projekt, som kunne blive en publikumsmagnet, og som nu er endt ikke en helt uholdbar situation, siger Mai Mercado.

Oprindelig støttede A. P. Møller Fonden og Realdania projektet med hver 100 mio. kr., Slots- og Kulturstyrelsen med 41 mio. kr. og Nyborg Kommune med 35 mio. kr.

Siden er projektet blevet 50 mio. kr. dyrere, nemlig til en forhøjelse af vagttårnet.

Kilde: TV2 Fyn og Slots- og Kulturstyrelsen

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.151