23948sdkhjf

Bygger trods ”enorme prisstigninger” - vælger Gråkjær

Der er så stor efterspørgsel på mælkepulver til smågrise fra AB Neo, at produktionen i Videbæk ikke længere kan følge med. Derfor udvider firmaet med en ny produktionshal og produktionslinje, et projekt til i omegnen af 75 mio. kr.

Totalentreprenøren Gråkjaer fra Holstebro er valgt til at bygge den nye produktionshal på i alt 1.770 kvm. Hamiconsult i fra Herning er bygherrerådgivere.

– Vi producerer i tre hold og i weekenden, så vi kan ikke udvide mere i vores nuværende produktion. Vi er nødt til at bygge nyt for at kunne levere til vores kunder og nå de planlagte vækstmål, fortæller Jens Iversen, der er produktions- og lagerchef, AB Neo, i en pressemeddelelse om projektet. 

Den nye fabrikshal vil få en produktionslinje dedikeret til mælkepulver med en kapacitet på 8 ton i timen. Med et to-holdsskift kommer det til at give en årlig produktion på 20.000 ton, der er det dobbelte af den nuværende produktion.

Hallen forventes færdig i efteråret 2022. Den opføres i stålspær med sandwichpaneler og med solceller på taget.

I drift næste forår

Det nye byggeri kommer til at ligge i forbindelse med resten af AB Neos faciliteter, og der er tænkt yderligere muligheder for udvidelse ind. 

Inde i selve hallen er der plads til at udvide med endnu en produktionslinje, og der er også plads til at bygge til igen. 

Byggeriet skal stå færdigt til overtagelse til september/oktober, hvorefter der er omkring fire måneders montage af produktionslinje samt indkøring. Det forventes, at den nye produktionslinje er i drift i det tidlige forår 2023. 

Gevinst overstiger stigende priser

I 2019 udvidede virksomheden senest med 2600 nye kvm, der gav bedre faciliteter til personalet, til produktionen og til lager. Det byggeri skal den nye hal spille sammen med, så det får en helhed. 

Planlægningen af byggeriet til anslået 75 mio. kr. har været i gang i et par år, og den har også været ramt af Covid-19 og svinepest.

– De enorme prisstigninger i byggeriet har også betydet, at vi har overvejet at vente med at bygge. Men vurderingen er, at værdien ved at bygge, overstiger tabet ved ikke at gøre det, siger Jens Iversen. 

De eksisterende produktionsfaciliteter får også et løft, og skal fremadrettet bruges til produktion af andre produkter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105