23948sdkhjf

Regeringen lover universitet rabat på husleje til skandalebyggeri

Med statsbetalt huslejerabat på op mod 100 mio. kr. om året kan Københavns Universitet (KU) flytte ind i den skandaleramte Niels Bohr-bygning om et halvt år.

Det fortæller uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S).

Efter seks års forsinkelse forventes byggeriet at være færdigt 1. juli i år.

Prisen på byggeriet ser lige nu ud til at blive 4,6 mia. kr. i stedet for en oprindelig budgetteret pris på 1,8 mia. kr.

Og da Københavns Universitets husleje fastsættes efter de endelige byggeomkostninger ville det betyde en markant højere husleje end den oprindelige på omkring 91 mio. kr. om året i 2021-priser.

Huslejen kunne ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet i stedet ende på noget nær det dobbelte. Men den difference vil regeringen nu foreløbigt betale for universitet.

- Vi er nu der, hvor der kun er et halvt år til, at Bygingsstyrelsen mener, at Niels Bohr-byggeriet endelig kan være færdigt. Der er der behov for at skabe en afklaring for Københavns Universitet, siger Jesper Petersen.

- Vi vil sikre, at man kan flytte ind til den oprindelig aftalte husleje plus den fordyrelse, der skyldes nogle ønsker, som KU selv er kommet med.

I brug unnder voldgiftssager 

Statens hjælp skal sørge for, at bygningen ikke står tom, mens der kører voldgiftssager vedrørende byggeriet.

KU har anlagt en intern statslig voldgiftssag mod Bygningsstyrelsen i forhold til huslejen.

Samtidig har både Vejdirektoratet og Bygningsstyrelsen rejst en række krav mod andre involverede entreprenører i byggeriet.

Skulle voldgiftssagerne ende med en stor regning til KU, så vil regeringen træde til med flere penge.

- Vi vil også sende det klare signal, at hvis huslejen ender med at blive helt uholdbar stor for Københavns Universitet, så vil regeringen søge Folketingets opbakning til at hjælpe i den situation.

- Det er vigtigt, for i sidste ende handler det om midler til uddannelse og forskning, og det vil vi gerne have pengene hos KU går til. Og ikke til at bære en meget ulykkelig byggesag, siger Jesper Petersen.

Han kan dog ikke svare på, hvad statskassen skal betale for at hjælpe KU med huslejen. Det er først muligt, når voldgiftssagerne er afklaret, lyder det.

Indtil da er det Bygningsstyrelsen som dækker huslejehjælpen til universitetet.

Voldgiftssager kan afsluttes næste år

Kammeradvokaten, der yder Bygningsstyrelsen bistand i voldgiftssagerne, vurderer, at sagerne kan afsluttes i løbet af 2023.

I oktober sidste år meldte både Venstre, SF og Dansk Folkeparti ud til DR, at de var klar til at give KU økonomisk hjælp, så problemerne med byggeriet ikke gik ud over universitet.

Onsdag skal Jesper Petersen i samråd om sagen indkaldt af Venstre. Partiet ønsker svar på, hvad udsigten til en dobbelt husleje ville betyde for universitets fremtidige budgetter.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111