23948sdkhjf

Østjysk elinstallatør ruller generationsskifte ud

To medarbejdere er blevet medejere af elinstallatørvirksomheden NMT El-Service. Det oplyser firmaet med base i Aarhus og afdelinger i Ebeltoft og Herning i en pressemeddelelse. 

Niels Martin Thomsen overtog Smedegaards El-Service i 2005 efter 11 år som ansat og har siden drevet virksomheden under navnet NMT El-Service. Men nu har han altså overdraget en tredjedel af virksomheden til hver af de nye medejere; 31-årige Martin Søndergaard og 40-årige Jari Nymann.

Jari Nymann har været i NMT El-Service siden 2009 og er i dag leder af industriafdelingen, som varetager installation, service og vedligeholdelse samt styrings- og reguleringsopgaver på el- og procesinstallationer hos industrikunder.

– Det er lidt af en drøm at blive selvstændig, så jeg har bestemt ingen betænkeligheder i forhold til den nye rolle – tværtimod. Vi har rigeligt at se til og har nok aldrig haft bedre hold, end vi har lige nu, siger den nye medejer i pressemeddelelsen.

 Martin Søndergaard blev udlært elektriker hos NMT El-Service i 2016. Efter endt uddannelse til elinstallatør 2018 blev han ansat til at stå for tilbudsgivning, projektering og servicering af installationskunder samt opstart af afdelingerne i Ebeltoft og Herning. Desuden er han fagligt ansvarlig for el-autorisationen i firmaet.

Ejer er aktiv musiker 

Ændringen i ejerskabet sker, fordi Niels Martin Thomsen efter 16 år som selvstændig ønsker at drosle en smule ned rent arbejdsmæssigt og samtidig sikre virksomhedens fremtid. 

– Det er starten på et rullende generationsskifte, siger Niels Martin Thomsen og fortsætter:

– Jeg har ingen planer om at stoppe med at arbejde foreløbigt. Men jeg er fyldt 57 år, har en stor familie med et lille nyt barnebarn og mange fritidsinteresser. Blandt andet er jeg stadig aktiv musiker. Tiden er inde til at skabe lidt mere luft i kalenderen til familie og fritid.

Mere på Norddjurs og flere industrikunder

Den nye ledelseskonstellation får ikke indflydelse på kursen eller måden at drive forretningen på. Det er den nye ejerkreds enige om. 

Ambitionen er, at fastholde virksomhedens størrelse, ldyer det.

– Dog får vi flere og flere kunder i Allingåbro-området. Derfor vil vi fremover kigge mere i retning af Norddjurs end tidligere. Desuden er vi efterhånden blevet ret gode til industri- og erhvervskunder, så vi kommer til at skærpe fokus på at få endnu flere af dem på kundelisten, siger Niels Martin Thomsen.

Kort om NMT El-Service

NMT El-Service har 21 medarbejdere heraf syv lærlinge, hovedkontor i Risskov ved Aarhus samt satellitafdelinger i Ebeltoft og Herning.

Virksomheden beskæftiger sig med elinstallation og -service hos private, virksomheder og offentlige institutioner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113